Det ligger i biologien og generne, når kvinder statistisk set oftere vælger at blive hjemme og passe børn, mens mænd vælger arbejdet. Sådan lød det fra Liberal Alliances Joachim B. Olsen mandag i forbindelse med et pressemøde med Rockwool Fonden. Det skriver avisen.dk.

»Hvis man ser på mænd og kvinder gennemsnitligt set, så tror jeg, vi har forskellige ønsker til den måde, vi indretter vores liv på. Jeg tror, der er noget medfødt i os, som gør, at kvinder gennemsnitligt set måske har mere lyst til at være derhjemme med børnene, mens mændene arbejder, lød det ifølge mediet fra Joachim B. Olsen.

Ordene faldt i forbindelse med et pressemøde hos Rockwool Fonden, der offentliggjorde en rapport, som viser, at kvinder i gennemsnit arbejder en time mindre om dagen, når de får børn, mens mænd mere eller mindre arbejder det samme, når de får børn, som de gjorde før.

Og det skal man ifølge LA-politikeren delvist se mod generne og biologien for at finde svar på. Et synspunkt, som mandag aften bliver flittigt debatteret på sociale medier.

'Der er biologisk forskel'
Over for BT uddyber Joachim B. Olsen:

»Mænd og kvinder tager forskellige valg, når det kommer til valg af arbejde og arbejdstid. Det er et faktum. Blandt andet arbejder kvinder mindre end mænd, når de får børn. Det kan der være mange forklaringer på - og en af dem er genetik. Statistikken viser, at mænd og kvinder tager forskellige valg. Og det er i mine øjne fordummende, hvis vi ikke accepterer, at der er en biologisk forskel på mænd og kvinder, og at denne forskel giver sig udtryk i, at vi gennemsnitligt tager forskellige valg,« siger Joachim B. Olsen og uddyber:

»Statistikken viser, at mænd arbejder mere, mens kvinder vælger at tage omsorg for familien. Og det giver kun god mening, at der er forskel på de to køn. Generelt er jeg af den opfattelse, at man skal gøre det, der gør en lykkelig. Og hvis kvinder har lyst til at arbejde mere, så skal de da gøre det. Præcis som mænd skal arbejde mindre, hvis de ønsker det.  Det kan også være, at vi om nogle år ser, at tingene har ændret sig, og det er kvinderne, der arbejder mest, mens mændene går hjemme. Og det vil være helt fint - men det tvivler jeg nu på sker,« siger Joachim B. Olsen.

'Kvinder bliver oftere sygeplejersker'
Han mener, at mange af dem, der angriber ham på sociale medier, vælger at tage statistik, som den Rockwool Fonden har fremlagt, personligt.

Mener du dermed, at det er medfødt, at kvinder statistisk set vælger at blive hjemme hos børnene oftere end mændene?

»Ja, sådan kan man vel godt sætte det op, at kvinder er mere til at drage omsorg for familien. Kvinder kan eksempelvis amme et barn, og så er det vel naturligt, de gør det. Der er en biologisk forskel, som gennemsnitligt set gør, at kvinder vælger at drage mere omsorg end mænd. Der er noget kulturelt i det, men også noget biologisk.«

»Statistikken siger, at vi tager forskellige valg. Der er statistisk set flere kvinder, som vælger at blive sygeplejersker og arbejde i ældreplejen, mens mænd vælger andre job, og det har også noget med biologi at gøre. Det har sikkert også noget med kultur at gøre, men at påstå, at de genetiske forskelle, der nu engang er mellem mænd og kvinder ikke spiller nogen rolle, i forhold til de valg vi tager, er noget sludder. Jeg synes bare ikke, man skal begynde at tage statistik som det her personligt,« siger Joachim B. Olsen.

Herunder kan du se flere af de personer, som langt fra er enige med Joachim B. Olsens udtalelser om forskellen på mænd og kvinder.