Liberal Alliances Joachim B. Olsen støtter Mærsk-chef i ligelønsdebatten: Mandlige ansatte får mere i løn, fordi de er mere ambitiøse, mener han

Lønforskellene mellem mænd og kvinder er helt naturlige og afspejler blot, at mænd er mere ambitiøse, mens kvinder i gennemsnit fokuserer mere på børn og familie.

Det mener Liberal Alliances beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen, som reagerer på, at den øverste HR-chef i A.P. Møller - Mærsk er blevet kritiseret, fordi han på selskabets intranet har forklaret lønforskellene mellem kønnene med, at de afspejler "performance, anciennitet eller jobfunktion".

Dermed beskylder han kvinder for at præstere dårligere end mænd, mener fagforbundet DJØF, som beskylder A.P. Møller Mærsk for at være en "stenaldervirksomhed".

- Det er noget sludder. Det er, fordi man har en eller anden forkvaklet tro på, at mænd og kvinder er fuldstændig ens. Mænd og kvinder har forskellige værdier, og vi er gode til forskellige ting. Gennemsnitligt set vælger kvinder at prioritere børn og familie højere end mænd, som til gengæld ikke har noget imod at arbejde mange timer om ugen og dø tidligere af hjertestop. Vi kan dokumentere, at der er nogle forskelle, og det afspejler sig i lønnen, siger Joachim B. Olsen, som også henviser til eksempler fra hverdagen:

- Vi kender alle til familier, hvor kvinden selvfølgelig prioriterer arbejdet, men hun vil også gerne være derhjemme sammen med børnene, mens manden har mindre imod at være væk hjemmefra. I gennemsnit er mændene mere ambitiøse rent karrieremæssigt, og det afspejler sig i lønnen. Det er fuldstændig ukontroversielt, at man får det i løn som ens arbejdskraft er værd, udtaler Joachim B. Olsen.

Han understreger, at kvinder som knokler ligeså meget som mænd nok skal få det samme i løn. Ellers vil markedet straffe de virksomheder, som giver mere i løn på grund af køn.

- Markedet regulerer selvfølgelig sig selv. Hvis der sidder en gammel forstokket mand, som mener, at det er en kvalifikation i sig selv at være mand, og dermed vælger en dygtigere fra, så vil det give udslag på bundlinjen, og dermed vil virksomheden straffe sig selv, argumenterer Joachim B. Olsen.