Regeringen har undgået skræmmescenariet.
Det liberale parti Demokraterne er løbet med den helt store sejr til det grønlandske valg – og det byder på optimistiske toner i forhold til trekantsdramaet mellem Nuuk, København og Washington.
Det slår B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, fast morgenen efter det grønlandske valg.
»Jeg tror, at den danske regering er rigtig godt tilfredse med valgresultatet. Demokraterne er nemlig løbet med sejren, og de er meget pragmatiske i forhold til selvstændighed. De har ikke travlt,« siger han.
Joachim B. Olsen peger på, at den overbevisende valgsejr til partiet, der er søsterparti med Liberal Alliance i Danmark, kan give en vis ro i det anspændte forhold mellem parterne i Rigsfællesskabet.
»Det er en gave til regeringen, for det bliver lettere, at man får en samarbejdspartner, som ikke er lige så forhippede på løsrivelse og selvstændighed, som andre partier er,« siger Joachim B.
Mens de afgående regeringspartier IA og Siumut er gået markant tilbage, er partiet Naleraq sammen med Demokraterne gået frem.
Men havde Naleraq, der blev det næststørste parti og går ind for løsrivelse hurtigst muligt, fået flest stemmer, havde fremtidsudsigterne set en del anderledes ud.

»I Danmark kunne man frygte, at et parti som Naleraq, der ønsker løsrivelse meget hurtigt, skulle lede den nye regering. For de har vist, at de er villige til at spille Danmark og USA ud mod hinanden,« siger Joachim B. Olsen.
Han mener ikke, at Demokraterne har samme intention, da de virker »mere knyttede« til Danmark. Og det bliver et vigtigt spillekort, hvis og når den amerikanske præsident Donald Trump bejler til Grønland igen.
»Trump var selvfølgelig interesseret i, at et parti, der har en stærk lyst til løsrivelse, fik den store sejr, så han kunne blive ved med at spille Danmark og Grønland ud mod hinanden,« siger Joachim B. Olsen.
Med det forbehold at Naleraq ikke bliver en del af den grønlandske regering, forudser Joachim B. Olsen, at man nu vil få en regering, der har samme syn på selvstændighedsspørgsmålet som Danmark.
»Nu tror jeg, at man får en grønlandsk regering, som ser mere på tingene på samme måde som den danske regering gør med løsrivelse og tempo,« siger han.