Joachim B. svinger sablen: Tre S-ministre er i fare
Især tre socialdemokrater er i fare for at miste deres ministerpost, vurderer Joachim B. Olsen.

Især tre socialdemokrater er i fare for at miste deres ministerpost, vurderer Joachim B. Olsen.

Kampen om ministerposterne venter lige om hjørnet.
Og det kan blive en blodig omgang for Socialdemokratiet.

For partiet kan ende med at miste flere ministerposter, vurderer B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.
»Mit bud er, at Socialdemokratiet får mellem syv og ni ministerier, hvis der dannes en centrumvenstreregering,« siger Joachim B. Olsen.
I den fungerende SVM-regering besidder Socialdemokratiet 11 ud af 25 ministerier.
Men med et historisk dårligt valgresultat i bagagen og to nye regeringspartnere, spår Joachim B., at en regering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre kan koste socialdemokratiske ministre deres post.

Særligt peger Joachim B. Olsen på tre nuværende S-ministre, der er i fare for at miste deres poster.
Den første, Joachim B. Olsen erklærer på vippen, er Morten Bødskov, som siden 2022 har været beskæftigelsesminister.
»Han har ikke været en del af regeringsforhandlingerne på samme måde, som han var sidste gang. Der var han en helt central del af regeringsdannelsen, men nu bliver der holdt møder uden ham,« siger Joachim B. Olsen.
»I stedet er Peter Hummelgaard med, og det handler nok om et potentielt kommende formandsskifte i Socialdemokratiet. Wammen og Hummelgaard kører sig mere og mere i stilling, og Morten Bødskov er mere en højrefløjs-socialdemokrat på økonomien. Derfor kan hans post som minister være i fare,« siger Joachim B. Olsen.

Den næste, som ifølge B.T.s kommentator hænger i en tynd tråd, er social- og boligminister, Sophie Hæstorp Andersen. Særligt i lyset af, at hun i 2024 blev fjernet som overborgmester i København til fordel for Pernille Rosenkrantz-Theil.
»Hun har haft nogle kaotiske år i politik, og hun blev fyret og skiftet ud i København, fordi man mente, hun ikke kunne genvinde borgmesterposten ved kommunalvalget.«
»Til folketingsvalget fik hun så heller ikke et godt personligt valg i betragtning af, at hun fra København og er et kendt navn i kredsen. Men det, der taler for, at hun bliver minister, er hensynet til kønsbalancen på holdet. Hun kan blive reddet, hvis man gerne vil holde kønsbalancen.«
Til sidst nævner Joachim B. Olsen manden, som i 2024 blev udnævnt til minister i det nye Ministeriet for Grøn Trepart.

»De skal jo af med nogle, og Jeppe Bruus er ikke en kæmpe billetsælger. Han er blevet brugt som driftsminister, og han er god til at løse og lukke problemer.«
»Jeg vil vurdere, at han er mere nice to have end need to have«
»Der er brug for de typer, men Socialdemokratiet har haft det dårligste valg i over 100 år. De har brug for at skærpe deres profil, og der kan han blive ofret,« siger han.
Du kan følge den seneste udvikling i regeringsforhandlingerne i B.T.s politiske liveblog.
Læs med lige HER.