Der vælter brænde ned over den nyudnævnte klimaminister Samira Nawa (R) lige nu.

Forargelsen skyldes et Facebookopslag, som hun har lavet om terrorangrebet i Berlin i weekenden. Og B.T.s egen debatredaktør Joachim B. Olsen deler kritikken.

Han kalder ligefrem opslaget, der har tiltrukket sig negativ opmærksomhed for at udelade at nævne, at gerningsmanden tilsyneladende var islamist, for komisk.

»Hun danser om den varme grød. Det er beskæmmende, at det ikke er alle i vores regering, der bare siger tingene, som de er. Og i stedet pakker sandheden ind om, at den største trussel mod seksuelle minoriteter kommer fra muslimske miljøer,« siger han.

Men hun har trods alt lavet et opslag, hvor hun begræder angrebet - hvorfor skal man absolut skrive, at det er en islamist?

»Fordi, at det igen er en islamist, og det er mærkeligt og undrer mig, at man ikke kan skrive sandheden. At der er et særligt problem med homofobiske holdninger blandt muslimer.«

Samira Nawa (R) får kritik for formuleringer i et FB-opslag. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Men der er jo også udfordringer i andre religiøse miljøer med homofobi – også i kristne?

»Men det er i de muslimske, det er værst. Det er den største gruppe og her, at en undersøgelse sidste år viste, at kun 17 procent af mandlige muslimer finder sex mellem samme køn acceptabelt.«

Joachim B. Olsen peger desuden på, at angrebet i Berlin skriver sig ind i en tendens:

I 2022 blev der begået et islamistisk terrorangreb i Oslo mod en LGBT-bar og tidligere er et - også islamistisk - terrorangreb mod en sexklub for homoseksuelle blevet afværget i Paris.

»Når man undlader at sige sandheden om det her, så svigter man simpelthen de miljøer,« lyder det fra Joachim B.

Samira Nawa har ikke ønsket at stille op til interview, da hun »er i Berlin med tvivlsom netforbindelse,« men svarer på kritikken i en skriftlig kommentar til B.T.:

»Jeg har skam intet problem med at sige højt, at gerningsmanden var islamist. Det vigtigste for mig var at udtrykke min dybeste medfølelse for ofrene, de pårørende og deltagerne ved Berlin Pride,« skriver hun og fortsætter:

»Når LGBT+-miljøet bliver udsat for et terrorangreb, så er det vigtigt, at vi alle slår ring om dem, deres frihed og retten til at være den man er og elske den, man elsker.«

Nawa slutter af med en opfordring:

»Der er kun få uger til Priden i København, og jeg vil gerne opfordre så mange som muligt til at deltage. Ingen islamister, terrorister eller mørkemænd skal have lov til at frarøve os vores frie samfund.«

Se det fulde opslag fra Samira Nawa herunder: