Det blev en stor sten i skoen for Troels Lund Poulsen (V), da spørgsmålet om et nationalt sprøjteforbud udviklede sig til et stort tema under valgkampen.

Spørgsmålet var, om der skulle indføres et landsdækkende forbud for at beskytte Danmarks drikkevand. Det ville Venstre-formanden ikke gå helhjertet med til.

Men nu er han fredag eftermiddag vendt på en tallerken og fortalte på vej ind til regeringsforhandlingerne, at Venstre nu støtter et forbud.

Ifølge B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, er der to forklaringer på kursskiftet.

»Den første er, at det blev et problem for Venstre i valgkampen, at de ikke kunne melde klart ud på området. Det pressede Mette Frederiksen også Troels Lund Poulsen på,« siger han.

Joachim B. Olsen vurderer, at spørgsmålet om sprøjteforbudet blev et symbol på Venstres bredere udfordringer i forholdet mellem land og by.

»De blev fuldstændig udslettet i København og mistede alle deres mandater. Venstres grønne profil – og opfattelsen af partiet som et parti i lommen på landbruget – harmonerer dårligt med byvælgerne,« siger han.

Hvis Troels Lund Poulsen skal lykkes med at samle en regering hen over midten, er det samtidig et område, hvor han er nødt til at flytte sig, vurderer kommentatoren.

»Mette Frederiksen (S) og de øvrige røde partier har sagt, at det første lovforslag efter en regeringsdannelse bliver et sprøjteforbud. Uanset hvad bliver det svært at føre forhandlinger de kommende uger uden at give sig på det punkt,« siger han.

Joachim B. Olsen ser dog ikke kursændringen som et tegn på, at Troels Lund Poulsen er på vej ind i en regering hen over midten.

»Det handler selvstændigt om Venstres dårlige valg og partiets profil. Det tror jeg, han var gået med til uanset. Jeg finder det meget usandsynligt, at han som kongelig undersøger gør Mette Frederiksen – sin arvefjende – til statsminister,« siger han.

Ved folketingsvalget i marts 2026 fik Venstre 10,1 procent af stemmerne og gik markant tilbage.

Troels Lund Poulsen har 14 dage fra den 11. maj til at forsøge at danne en regering.