Priserne stiger og stiger.

For mange kan det minde om sidste års fødevarepriser. Men i 2026 er det især ved benzin- og dieselpumpen, at skoen trykker.

Efter USAs og Israels angreb på Iran i slutningen af februar er priserne på benzin og diesel skudt i vejret. Mens Dansk Folkeparti vil fjerne afgifterne helt, foreslår Danmarksdemokraterne en midlertidig sænkning.

Ifølge B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, er det en sag, der rammer bredt. 

»Det er en klar vindersag og meget klassisk DF. De var tidligt ude med deres stunts i valgkampen og har haft et skarpt øje for debatten om både fødevare- og benzinpriser,« siger han.

Siden begyndelsen af marts er priserne da også steget markant. En liter diesel er gået fra 13,39 kroner 1. marts til 17,39 kroner 14. april.

Mens Danmark endnu ikke har grebet ind, har flere nabolande allerede handlet. I Norge er afgifterne sænket frem til 1. september, mens Sverige følger trop med en sænkning fra 1. maj.

Ifølge Joachim B. Olsen er der flere forklaringer på, at Danmark halter efter.

»En af årsagerne er, at vi ikke har en regering lige nu. Det komplicerer selvfølgelig tingene. Derudover har vi ikke tradition for at sænke afgifter midlertidigt,« siger han.

Han peger samtidig på, at der findes andre, mere præcise værktøjer.

»Det nemmeste greb er at justere kørselsfradraget. Det rammer meget præcist og kommer pendlerne direkte til gode. Men det er i sidste ende et politisk spørgsmål,« siger han. 

Ifølge Joachim B. Olsen har debatten potentiale til at vokse sig lige så stor som diskussionen om fødevarepriserne.

»Det har den helt klart, fordi det er så tæt på danskernes hverdag. Man mærker det, når man handler ind, og nu mærker man det også, når man tanker. Folk kan se, at en liter diesel koster 17-18 kroner. Det er meget håndgribeligt,« siger han. 

Samtidig kan problemet vise sig at være midlertidigt, pointerer Joachim B. Olsen. 

»Der er en reel mulighed for, at problemet er løst, inden en regering bliver dannet, og Folketinget når at handle, alt afhængigt af hvor hurtigt konflikten i Mellemøsten falder til ro,« siger kommentatoren.