SF-profilen Jacob Mark er på vej tilbage til Christiansborg. 

Det afslørede han torsdag i et interview med TV 2, hvor han meldte ud, at han stiller op til Folketinget ved næste valg.

Men i B.T.s politiske podcast, B.T. Valgkamp, møder comebacket hård kritik fra panelet, særligt fra B.T.s debatredaktør Joachim B. Olsen.

»Han kommer jo stensikkert ind, og han skal nok trække sit eget mandat. Men jeg må godt nok sige, at jeg synes, det er voldsomt tykt det, der foregår,« siger B. Olsen. 

Jacob Mark forlod Folketinget for lidt over et år siden efter et alvorligt stressforløb, der i en periode gjorde ham delvist blind.

Dengang forklarede han, at politik og tempoet på Christiansborg var blevet for hårdt, og at han ville prioritere familien.

Og derfor klinger den nye udmelding fra Jacob Mark lettere hult, mener debatredaktøren:

»Det her er en mand, som var helt færdig med politik. Og så har han nu pludselig fået lysten tilbage. Sjovt nok - og helt tilfældigt - i takt med, at det måske lugter lidt af, at der kunne være en ministerpost til ham efter valget, der kommer lige om lidt.«

Marks udmelding får også Joachim til at stille et andet centralt spørgsmål:

»Det er en mand, der gik så meget ned med stress, at han mistede synet, og stadigvæk har synsproblemer. Der synes jeg godt, at man må stille spørgsmålstegn ved: Kan han stå distancen som potentiel minister?«

I podcasten får snakken om Marks comeback Joachim B. Olsen til at tænke på et helt særligt udtryk:

»Det er en listepik, det her. Han er en politisk listepik. Jeg synes, det er et meget præcist og rammende udtryk i den her sammenhæng,« siger han i torsdagens afsnit.

I samme ombæring sætter B. Olsen spørgsmålstegn ved Jacob Marks valg af comeback-dagsorden, som han vil 'føre sig frem på':

»Minimumsnormeringer! Altså en gammel traver, som egentlig er indført. Nu kalder han det så bare reelle minimumsnormeringer. Come on.«

Ved valget i 2022 fik Jacob Mark det femtehøjeste personlige stemmetal blandt alle folketingspolitikere  - og var i lang tid betragtet som SFs oplagte arvtager efter Pia Olsen Dyhr.

Og derfor er panelet i B.T. Valgkamp trods alt også enige om, at Jacob Mark kan blive en stemmesluger.

Kan han trække stemmer? Også fra Socialdemokratiet?

»Ja,« lyder svaret samstemmigt fra både B. Olsen og politisk analytiker Henrik Qvortrup.

Men ifølge Joachim B. Olsen kan der også være en bagside af medaljen.

»Selvom vi har masser af sympati for folk, der viser svaghed og går ned med stress, så tror jeg, at mange vælgere gerne vil have stærke politikere. Folk, man tænker kan stå distancen. Mette Frederiksen er et eksempel på det,« slår han fast.

I denne uges afsnit af B.T. Valgkamp vender panelet også regeringens fem pressemøder på én uge, og spørger: Er det ren valgflæsk? Hvor er blå blok blevet af? Og hvornår tør Mette Frederiksen egentlig trykke på valgknappen?

Hør det på B.T.dk, i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

Det socialdemokratiske godstog buldrer derudad, Mette Frederiksen turnerer med Christian Degn, og 'Udenrigsministeren' toner frem på skærmen i bedste sendetid. B.T.s politiske eksperter dissekerer den vilde politiske fase, vi er vidne til lige nu, og så svarer de på, hvad det betyder for SF – og ikke mindst S – at SF’s stemmesluger Jacob Mark har meldt sit comeback. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T.  Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T.  Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T.  Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T.  Journalist: Maria Asmine Dam og Josefine Buhl Brinckmann  Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen