Tirsdag aften mødtes de 13 partiledere og Nicolai Wammen til første partilederdebat efter Folketingets åbning.
B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, er klar som bøddel og uddeler stjerner til de forskellige deltagere.
Der var 14 deltagere, og Joachim B. Olsen er benhård. Han slagter flere af partilederne og giver dem bundkarakter:
Nicolai Wammen, Socialdemokratiet
Nicolai Wammen var sendt i byen i stedet for Mette Frederiksen, som skulle være med i et andet program på DR 1, og det gik til middelkarakter.
»Han var med på et afbud. Det vigtigste var at undgå fejl, som kunne falde tilbage på statsministeren.«
Der var på et tidspunkt, hvor moderator Clement Kjærsgaard gik hårdt til ham om, hvorvidt Mette Frederiksen har begået fejl i minksagen.
»Men ellers klarede han det udmærket.«
Mai Villadsen, Enhedslisten
»Villadsen var bedre her til aften end i den seneste partilederdebat hos Ældre Sagen.«
Joachim B. Olsen var dog ikke helt overbevist her til aften.
»Men nogen stor debattør er hun altså ikke.«
Jakob Ellemann-Jensen, Venstre
Joachim B. Olsen mener, at Jakob Ellemann-Jensens plan var klar, og den lykkedes.
»Ellemann havde tydeligvis besluttet sig for at køre på minkskandalen og angribe statsministeren der, hvor det gør mest ondt, nemlig på troværdigheden.«
Søren Pape Poulsen, Konservative
»Pape gjorde det godt. Han havde overskud og forsvarede sin egen politik godt,« siger Joachim B. Olsen.
Derfor får han fire stjerner ligesom sin blå modkandidat til statsministerposten.
»Man må respektere Pape for at stå fast på sin politik, selvom både blå og røde angriber ham.«
Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre
En dag, hvor Sofie Carsten Nielsen har været i fokus med sit valgultimatum, var det skuffende til debatten, mener Joachim B. Olsen.
»Hun har bragt sig selv i centrum ved at fremtvinge det valg, som efter al sandsynlighed kommer onsdag. Men alt, hvad hun siger, handler stort set kun om proces.«
»Det bliver sgu for kedeligt.«
Marianne Karlsmose, Kristendemokraterne
»GAAAB, hvor var det kedeligt.«
Joachim B. Olsen har fundet den store klinge frem og giver hende nul stjerner.
»En danmarksseriespiller, som er blevet kastet ind i Superligaen. Hun fik simpelthen ikke forklaret, hvorfor der er brug for Kristendemokraterne i dansk politik.«
Pernille Vermund, Nye Borgerlige
»Vermund er en virkelig god debattør. Men hun er bedst, når emnet er udlændingepolitik.«
»Det blev der ikke talt meget om i aften. Derfor får hun tre stjerner.«
Alex Vanopslagh, Liberal Alliance
»Han er retorisk dygtig, han har styr på fakta, og så har han humor. Han leverede en solid og fejlfri præstation her til aften.«
»Derudover er det befriende, at han tør sige det, alle de andre partiledere kun tør tænke, nemlig at vi ikke kan redde alle virksomheder fra at gå konkurs som følge af den stigende inflation.«
Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti
Middel af Messerschmidt.
»'Hvad med julen?' synes at være Messerschmidts nye mantra.«
»Han satser benhårdt på, at hans budskab om massive inflationshjælpepakker til danskerne vil give succes hos vælgerne.«
Franciska Rosenkilde, Alternativet
Ros til Rosenkilde.
»Rosenkilde gør det egentlig godt,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:
»Hun fik ikke ordet mange gange her til aften, men når hun gjorde, så gik det godt.«
Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti
Det var ikke en pragtpræstation af Pia Olsen Dyhr. Tværtimod.
»Hun har altså den debatunode, at hun mere angriber andre mere, end at hun taler om sin egen politik.«
»I aften var det blandt andet Anders Fogh Rasmussen, som fik kritik. Altså, skal vi ikke snart videre? Hun er bedst, når hun taler om sin egen politik.«
Lars Løkke Rasmussen, Moderaterne
Det var en stærk debat af Lars Løkke Rasmussen, mener Joachim B. Olsen.
»Løkke er en fremragende debattør, som formår at skifte mellem de helt overordnede linjer og gå ned i detaljen.«
»Løkke er bedst i medvind, og det er tydeligt, at de seneste gode meningsmålinger har givet Løkke blod på tanden. Han havde endda overskud til svare folk på Twitter UNDER debatten.«
Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne
Det var en god debat af Inger Støjberg, siger Joachim B. Olsen.
»Støjberg var en gevinst for debatten. Hun pakker ikke tingene ind, og hun har humor.«
Sikandar Siddique, Frie Grønne
»Sikandar er en elendig debattør.«
Han får sammen med Marianne Karlsmose absolut bundkarakter af Joachim B. Olsen.
»Hans aggressive stil gør simpelthen, at man ikke gider at lytte på ham.«
»Frie Grønne er i fuldt fart på vej ud af Folketinget, og det forstår man godt.«