Mette Frederiksens udmelding tirsdag om forhandlinger om ny midterregering er endnu et tegn på, at begge parter tror på en løsning.

Og den regering kan komme inden for relativt få dage.

Det mener i hvert fald B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen.

»Både Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen forbereder baglandet på, at man kommer til at indgå i et samarbejde,« siger Joachim B. Olsen.

»Mette Frederiksen betoner i dag, at man er nødt til at indgå kompromis, og det er en besked til hendes egne om, at de godt kan forberede sig på, at ikke alt bliver, som de havde håbet på eller måske endda regnet med,« siger Joachim B. Olsen desuden.

Han pointerer dog i samme ombæring, at han endnu ikke ser det som givet, at et samarbejde også ender med at blive til noget i sidste ende.

»Når Mette Frederiksen melder ud, som hun gør, dagen efter Jakob Ellemann-Jensens interview med TV 2, så handler det om, at begge parter har en stigende tro på, at der kan laves en løsning,« siger Joachim B. Olsen.

»Og jo mere de siger om et muligt samarbejde, jo større et nederlag vil det være, hvis det ikke bliver til noget, forklarer han.

Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T.
Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Joachim B. Olsen tolker situationen således, at partierne nu har været hele vejen rundt om alle de store emner og dermed ikke forventer, at der vil blive kastet uventede bomber på bordet, som parterne kan være fundamentalt uenige om.

»Der er helt sikkert knaster tilbage, men der er lagt en overordnet ramme for et muligt kompromis,« siger han.

Hvornår kan danskerne forvente, at vi har en ny regering?

»Det er vanskeligt at sige. Det kan jo pludselig gå meget hurtigt. Men mit bud vil være, at vi kan få en regeringen inden jul, måske inden for de kommende 10-14 dage,« spår Joachim B. Olsen.