»Jeg forstår det simpelthen ikke. Det virker meget underligt.«

Sådan siger politisk kommentator hos B.T. Joachim B. Olsen om den seneste udvikling i forbindelse med hjemsendelsen af Lars Findsen.

Sagen om den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) tog således en spektakulær drejning, da der onsdag aften landede en afsløring i Berlingske.

Ifølge avisens oplysninger har PET-chef Finn Borch Andersen delt private detaljer om Lars Findsens privatliv, herunder hans sexliv, som man har indhentet via massiv overvågning af den tidligere FE-chef.

Det fik tidligere justitsminister Søren Pind (V) til på Twitter at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan Lars Findsen kunne opnå sikkerhedsgodkendelse, når FE-chefens sexliv var 'depraveret'.

'Er alle blevet skøre? Man kan sgu da ikke bestride et sådant embede med en sådan hang!' skrev Søren Pind blandt andet i et nu slettet tweet.

Joachim B. Olsen undrer sig over Søren Pinds skarpe reaktion.

»Søren Pind forsvarede Henrik Sass Larsen og var meget forarget, da han ikke kunne opnå sikkerhedsgodkendelse på grund af sine rockerrelationer. Men det er åbenbart frygteligt, at Lars Findsen gør fuldt lovlige ting med samtykke i sit soveværelse,« siger Joachim B. Olsen således.

Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T.
Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg synes slet ikke, at det giver mening. Det er selvfølgelig vigtigt, at personer i sådan et embede ikke skal kunne lade sig afpresse. Men hvem lader sig afpresse af en mulig afsløring af deres seksuelle tilbøjeligheder i 2022?« spørger han.

Joachim B. Olsen har vanskeligt ved at få vejret over, hvor utrolig sagen omkring Lars Findsens hjemsendelse har vist sig at være.

»Det er helt gak. Jeg har svært ved at forstå, hvordan informationer om Lars Findsens privatliv kan blive en del af en orientering til partiledere,« siger han.

Det er især timingen, der undrer. På det tidspunkt, hvor orienteringen om Lars Findsens sexliv bliver givet, er han nemlig allerede varetægtsfængslet.

Og derfor er detaljerne ifølge Joachim B. Olsen 'irrelevante', fordi det på det tidspunkt er åbenlyst, at Lars Findsen aldrig igen vil blive chef for Forsvarets Efterretningstjeneste.

»Det er svært ikke at få den tanke, at der sidder nogen et sted og ønsker at begå karaktermord på Lars Findsen,« siger han.

»Det er blevet en møgsag for regeringen. Den er ekstremt dårligt håndteret af regeringen helt fra start. Det ser rigtig skidt ud,« fastslår Joachim B. Olsen.