Joachim B. Olsen undrer sig efter ny DF-sag: 'Jeg kan ikke rigtig se, at det ikke er deres politik'
Samtidig kommer udsmidningen ikke bag på Joachim B. Olsen.

Samtidig kommer udsmidningen ikke bag på Joachim B. Olsen.

Han var egentlig nok fejlplaceret i Dansk Folkeparti fra starten.
Sådan lyder vurderingen fra B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, efter Dansk Folkeparti fredag har ekskluderet Allan Blak fra partiet.
I et interview med Jyllands-Posten kritiserede Allan Blak DF-ledelsen for en for hård udlændingepolitik og topstyring.
»Det er ikke det Dansk Folkeparti, jeg kender. Jeg ser os som et parti, der gerne vil have udlændinge, som bidrager til Danmark. Det er de kriminelle og samfundsnasserne, vi ikke vil have,« lød det fra Allan Blak til Jyllands-Posten.
Men den formulering forstår Joachim B. Olsen ikke.
»Dansk Folkeparti har helt sikkert gjort meget for at køre retorikken på udlændingeområdet op, men jeg kan ikke rigtig se, at det ikke er deres politik,« lyder det fra Joachim B. Olsen:

»Det er svært at gennemskue. Jeg tror det handler om retorikken og om nogle lokale forhold. Sådan er det ofte med lokalpolitikere.«
Dog kommer det ikke bag på Joachim B. Olsen, at Allan Blak prompte blev smidt ud af partiet, efter han havde luftet sin kritik offentligt.
»Det er klassisk Dansk Folkeparti. Det er et topstyret parti, hvor lunten er kort,« siger han.
Beslutningen er dog kommet bag på Allan Blak selv.
I et nyt interview med Jyllands-Posten fortæller han, at han havde prøvet at rejse sin kritik flere gange intern i partiet.
»Jeg kunne forstå, at de sagde no mercy, hvis jeg havde kritiseret Morten Messerschmidt eller Peter Kofod. Hvis jeg sagde, at de var nogle rigtige møgsvin,« sagde han til avisen.
I et interview med TV 2 Øst har Allan Bank desuden fortalt, at han forsøgte at trække udtalelserne i det første interview med Jyllands-Posten tilbage, efter at have fået besked på at gøre det af partisekretær i Dansk Folkeparti, Kenneth Kristensen Berth.
Ifølge Allan Blak kontaktede han journalisten på Jyllands-Posten, der efterfølgende afvist at ville trække interviewet tilbage.
Herefter gjorde Allan Blak så Kenneth Kristensen Berth opmærksom på, at interviewet ville blive publiceret, hvorefter han afventede yderligere instrukser fra partisekretæren, fortæller han til TV 2 øst.
»Så tænkte jeg, at så hører jeg jo nok fra ham, hvad jeg så skal gøre. Men jeg har ingenting hørt fra ham. Men jeg har jo gjort, hvad han har bedt mig om, og nu er jeg så ekskluderet,« lød det fra Allan Blak til TV 2 Øst.
Allan Blak var lokalformand for partiet samt anden viceborgmester i Lolland Kommune.