Det er næppe gået de flestes næse forbi, at Socialdemokratiet led et markant valgnederlag til kommunalvalget i sidste uge. 

Spørger man B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, hvorfor det er gået så galt for partiet, er årsagerne flere. Han peger på regeringens sammensætning som det afgørende.

»Det her eksperiment med en midterregering har slået fejl. Selve konstruktionen af regeringen er uholdbar, fordi den bliver hevet i fra både rød blok og blå blok. Folk kan ikke genkende Socialdemokratiet,« siger han og fortsætter:

»Da Mette Frederiksen blev statsminister i 2019 for en ren socialdemokratisk regering, handlede det om Arne-pensionen – et klassisk socialdemokratisk projekt. Hvad er retningen nu? Den mangler lidt,« lyder det fra Joachim B. Olsen.

B.T.s politiske kommentator, Joachim B Olsen, mene, at Mette Frederiksen må sadle helt om, hvis hun ønsker at rette op på den socialdemokratiske nedgang.
B.T.s politiske kommentator, Joachim B Olsen, mene, at Mette Frederiksen må sadle helt om, hvis hun ønsker at rette op på den socialdemokratiske nedgang. Bax Lindhardt

Selvom han mener, at Socialdemokratiet har manglet en klar retning i al den tid, den nuværende SMV-regering har været ved magten, ser han dog stadig en mulighed for, at partiet kan rette op på det.

»Jeg kan ikke se andre muligheder, end at de er nødt til at komme ud af den her regering,« vurderer han.

En anden af årsagerne til Socialdemokratiets vælgernedgang er partiets formand, statsminister Mette Frederiksens, strategi, mener Joachim B. Olsen. 

Han mener, at det er en fejlvurdering fra statsministerens side, at hun har vendt sit fokus mod Ukraine efter det nyligt afsluttede kommunalvalg. 

»Selvom der er stor opbakning til Ukraine i befolkningen, er det ikke en vindersag for hende. Folk stemmer efter det, der har direkte betydning for deres hverdag, f.eks. velfærd,« siger Joachim B. Olsen

At Mette Frederiksen tidligere i november medvirkede i en video på TikTok med influenceren Frede Dyrnesli, har Socialdemokratiet heller ikke vundet noget på. 

Det skyldes ifølge Joachim B. Olsen, at partiets kernevælgere vægter konkrete tiltag, som velfærd og fødevarepriser, højere end aldersgrænser på TikTok.

»De socialdemokratiske vælgere på blandt andet Vestegnen, bekymrer sig nok mere om, at det bliver sværere at få råd til spaghetti bolognese, som hun har lovet, ikke ville blive dyrere,« siger han. 

I TikTok-videoen beder Frede Dyrnesli Mette Frederiksen om at fremhæve den vigtigste blandt to valgmuligheder, »Aldersgrænse på TikTok eller lavere fødevarepriser.«

B.T. har forelagt kritikken for Mette Frederiksen via Socialdemokratiet. Partiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, finder kritikken uberettiget.

»På trods af at vi er blevet det største parti i Danmark, er det her valgresultat ikke det vi havde håbet på,« skriver han og fortsætter: 

»Når det er sagt, så synes jeg lige at Joachim burde stikke piben ind. Vi har leveret på en række kerne-socialdemokratiske områder i den her regering,« lyder det blandt andet i svarmailen.