Til trods for store uenigheder omkring gødskningsloven i Venstres folketingsgruppe fastholder partiets formand, Troels Lund Poulsen, at han fortsat har et godt greb om Venstre. 

Oprøret er brudt ud i partiet efter fem ud af 18 medlemmer har meldt ud, at de vil stemme mod partiets linje, når der torsdag skal stemmes om en lov, der skal reducere landbrugets udledning af kvælstof. 

»Jeg kommer ikke til at sanktionere dem. Det vil nogen udlægge som, at jeg er en svag formand, men jeg oplever, at jeg har et godt greb om Venstre,« udtaler han til TV 2. 

Men spørger du B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, anskuer han virkeligheden helt anderledes. 

»Ej, det har han ikke. Der er jo en dyb kløft af uenighed i Folketingsgruppen hos Venstre og i partiets bagland. De her uenigheder har Troels Lund Poulsen og resten af lederskabet ikke formået at gøre op med,« udtaler han. 

For ifølge den politiske kommentator er det normalt hos partier, at der opstår uenigheder omkring lovforslag, men han påpeger, at det ikke er normalt, at en ledelse ikke kan få enderne til at mødes. 

»Venstre har bagland, hvor en tredjedel er stort set enige med Inger Støjberg på politiske områder som natur og landbrug, og de uenigheder er for store for, at han kan få enderne til at mødes.«

Joachim B. Olsen peger på, at Venstre skal ændre sin grønne profil, hvis alle parter fortsat skal blive i partiet. 

»Jeg tror ikke, at folketingsmedlemmer går fra partiet, men jeg tror, at mange fra baglandet kan gå. Venstre ender med at være et parti, der kommer til at sætte sig mellem to stole heriblandt landbrug og natur,« uddyber han og fortsætter. 

»Det er et parti, der gaber over for store uenigheder. Det ville være bedst for venstre, hvis dem i baglandet, forlod partiet. Det ville være lettere for Troels Lund Poulsen«. 

Det er blandt andet partiets mangeårige folketingsmedlemmer som Preben Bang Henriksen og Anni Mathiesen, der vil stemme imod den omstridte gødskningslov.

Ifølge Joachim B. Olsen understreger de fem medlemmers uenighed hans pointe omkring, at de politiske uenigheder i partiet er meget store. 

»Det er et parti, som er for uenig til, at de kan være i samme telt, man skal ændre sin profil på det her område,« understreger han. 

I sidste uge meldte partiprofilen Søren Gade ud, at han vil modsætte sig partilinjen, og flere partikollegaer har nu fulgt trop.