Chefen for Hærkommandoen, Peter Boysen, indrømmede torsdag aften på et pressemøde om den nye droneredegørelse, at Forsvaret har givet forkerte oplysninger.

Skuddene, der blev afgivet over Borris-lejren 28. september 2025, fandt sted i tidsrummet mellem 20.06 og 20.08 i stedet for 20.20, som der stod i den oprindelige droneredegørelse.  

Det betyder, at der blev afgivet skud, mens et passagerfly var i området. 

B.T.s kommentator, Joachim B. Olsen, er målløs efter de nye oplysninger. 

Han mener, at det nu »står soleklart, at Mette Frederiksen (S), Peter Hummelgaard (S) (forhenværende justitsminister, red.) og resten af den tidligere regering handlede fuldstændig i panik«. 

»Virkeligheden er, at der har ikke været nogen droner. Der har ikke været beviser for nogen droner. Bare det at Peter Hummelgaard dragede paraleller mellem de her hændelser og 9/11 (på et pressemøde 29. september 2025, red.) er pinligt,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

Peter Boysen, chef for Hærkommandoen, erkender, at man har givet forkerte oplysninger i sagen om skudafgivelse mod formodede droner på skydeterrænet i Borris i 2025. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

»Det er en af de mest pinlige optrædener af en dansk regering i mange, mange år. Man står tilbage med det billede, at de gjorde et stort nummer ud af noget, som de ikke vidste, hvad var.«

B.T.s politiske kommentator frygter, at regeringens kriseretorik ødelægger danskernes tillid til myndighederne. 

»I deres iver for at stå frem og få os til at tro, at vi er under hybridangreb fra Rusland, så har de mere end nogen andre undergravet tilliden til myndigheder. Det er ekstremt alvorligt,« siger han.

Ifølge Joachim B. Olsen skal regeringen passe gevaldigt på fra nu af.

»Mette Frederiksen har råbt ulven kommer en gang for meget - og det skal man som bekendt ikke gøre mange gange, før danskerne ikke tror på myndighederne og regeringen, hvis Rusland rent faktisk angriber.«

»De (forsvaret, red.) har skud, mens der var et passagerfly i området. Det er ikke godt. Det værste er, at regeringen er med til at undergrave tilliden,« siger han. 

Chefen for hærkommandoen understregede på pressemødet, at han er helt overbevist om, at der faktisk har været fjendtlige droner i området over Borris-lejren 28. september 2025.