Lyt til artiklen

Lars Løkke Rasmussen har flere gange kæmpet for sit politiske liv.

Og med den seneste Voxmeter-måling, som fortæller, at blå blok kan samle nok mandater uden Moderaterne, og at partiet ovenikøbet ligger under spærregrænsen, tyder alt på, at Lars Løkke Rasmussen nok en gang har ryggen mod muren.

»Det er selvfølgelig Lars Løkke Rasmussens værste mareridt. Hele hans projekt går jo ud på at få de afgørende mandater, så han kan blive kongemager,« forklarer B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.

»Noget af det, der gør det her kommende valg så ufatteligt spændende, er, at der for det første er spænding om, hvilken blok der får flertal. Det er selvfølgelig det helt store drama. Men et af de underliggende dramaer er, hvilken rolle Lars Løkke får.«

Joachim B. Olsen er politisk kommentator på B.T.
Joachim B. Olsen er politisk kommentator på B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Som Joachim B. Olsen påpeger, er der målinger, hvor Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne er inde i varmen, mens andre målinger smider dem på porten.

»Det store drama ligger i, at den her mand, som har været statsminister i Danmark, enten slutter sin politiske karriere med vitterlig at blive kastet på porten af vælgerne eller skriver et helt nyt kapitel som kongemager.«

Der er, ifølge Joachim B. Olsen, to grunde til, at Moderaterne ikke for alvor har luft under vingerne, og altså af samme grund frister en tilværelse i nærheden – og i dette tilfælde under – spærregrænsen.

For det første, fordi midterpartierne aldrig er rigtig store, da de de fleste vælgere identificerer sig som røde eller blå.

»Den anden ting er, at Lars Løkke er en kontroversiel figur. Der er ingen tvivl om, at han er en gudsbenådet retoriker og rigtig dygtig politisk håndværker, men jeg er overbevist om, at hans projekt i mange vælgeres øjne mest af alt handler om Lars Løkke. At det er en politiker, der har haft sin tid og ikke rigtig kan finde ud af at tage sin afsked.«

»De fleste tidligere formænd vælger en noget mere tilbagetrukket rolle i det parti, de i mange år har siddet i Folketinget for, men Lars Løkke har valgt noget helt vildt og uhørt ved at bryde ud. Og det er nok ikke noget, der falder i alles smag.«