Det skulle have været det helt store slagnummer for Venstre.

Men regeringens skattereform, som mandag blev præsenteret i Økonomiministeriet af økonomiminister Troels Lund Poulsen (V), skatteminister Jeppe Bruus (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), fik aldrig rig luft under vingerne.

I hvert fald ikke under Troels Lund Poulsen og Venstres vinger. Sådan lyder analysen fra B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.

»Troels Lund Poulsen virkede lidt presset under pressemødet,« siger han og tilføjer:

Økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterer regeringens skatteudspil i Økonomiministeriet mandag 6. november 2023.
Økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterer regeringens skatteudspil i Økonomiministeriet mandag 6. november 2023. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Han virkede en smule forkrampet, når han skulle forsvare de små skattelettelser, som forhøjelsen af beskæftigelsesfradraget giver i bunden af indkomstskalaen.«

Skattereformen vil eksempelvis give en kassemedarbejder i Netto en skattelettelse på 117 kroner om måneden, mens en pædagog med en årsindtægt på 360.000 vil få en skattelettelse på 176 kroner om måneden.

I regeringsgrundlaget ville en almindelig lønmodtager med en månedsløn på cirka 37.000 kroner ifølge beregninger fra tænketanken Cepos få en skattelettelse på cirka 2.200 kroner m året.

Det beløb er efter pres fra Venstre nu steget til en skattelettelse på cirka 2.900 kroner om måneden; altså en forskel på cirka 700 kroner om året eller 58 kroner om måneden.

Venstre har internt i regeringen kæmpet for at øge skattelettelserne, efter finansminister Nicolai Wammen fandt 20 milliarder kroner ekstra i det såkaldte økonomiske råderum frem mod 2030.

Spørgsmålet er, om Venstre har fået nok til at kunne høste en vælgermæssig gevinst?

»58 kroner. Det er lidt svært at forklare for Venstre, som har talt om den her skattereform, siden regeringen blev dannet,« siger Joachim B. Olsen og tilføjer:

»Der er ikke mange, der bliver imponeret over de her skattelettelser i bunden, og samtidig skal Venstre stå og forsvare top-top-skatten på de højeste indkomster. Løkke er glad, fordi han indtager denne midterposition, men Venstre bliver klemt. Den er altså svær at sælge for Venstre.«

Lyt til podcasten 'Slottet & Sumpen' her.