Stemmerne er talt op og en ny regering skal dannes.

Et flertal af Folketingets partier har valgt, at Mette Frederiksen skal være kongelig undersøger.

Det betyder, at Mette Frederiksen skal forsøge at sammensætte en regering. Og i dag har hun indledt forhandlingerne med partierne.

Flere partier har ytret ønske om en regering hen over midten, heriblandt Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.

Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T.
Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men det er skuespil, mener B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.

»Der er meget teater i det lige nu. Det handler grundlæggende om at gøre det svært for Mette Frederiksen.«

Ifølge Joachim B. Olsen kan de borgerlige partier gøre det svært for Mette Frederiksen ved ikke at afvise muligheden for en bred regering hen over midten.

På den måde kan Mette Frederiksen ikke vaske fingrene og afskrive muligheden.

»Det er et stort teater. Ligesom en regering over midten er teater. Ingen vil det, men nu skal de begge forsøge at komme ud af det, de har sagt, på en måde. hvor ingen taber ansigt,« fortæller han.

Alligevel vurderer Joachim B. Olsen, at Mette Frederiksen formentlig er nødsaget til at foretage en række arbejdsudbudsreformer og skattereformer, der får flere folk ud på arbejdsmarkedet.

Her kan et samarbejde hen over midten være en fordel, selvom Mette Frederiksen formentlig ikke har noget ønske om at dele regeringsmagten med de blå partier.

Det eneste parti, der er gået fra forhandlingerne om en regeringssammensætning, er Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne. Alle andre borgerlige partier er fortsat med i forhandlingerne.