Det er ikke første gang, at folketingsmedlem for Alternativet Theresa Scavenius udgør et problem for partiet.

Sådan lyder det fra B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, efter partiets folketingsgruppe ifølge DR har forsøgt at få hende ekskluderet fra partiet. 

»Kontroverser og forskellige historier om samarbejdsvanskeligheder har fulgt Theresa Scavenius. Det er det korte af det lange,« siger den politiske kommentator. 

Partiet står nu et svagere sted end før, og det politiske projekt bliver endnu en gang mudret til af negative personsager, siger han. 

Joachim B. Olsen mener, at Theresa Scavenius er blevet et problem for partiet. 
Joachim B. Olsen mener, at Theresa Scavenius er blevet et problem for partiet.  Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Vis mere

Årsagen til ønsket om ekskludering er ifølge DRs oplysninger samarbejdsvanskeligheder mellem Theresa Scavenius og de øvrige fem folketingsmedlemmer for partiet. 

Tidligere har sager om Scavenius' fly- og taxature til og fra arbejdet på Aalborg Universitet skabt problemer. 

Her kom det blandt andet frem, at Scavenius havde taget taxa over 60 gange, hvor langt størstedelen af turene var inden for Københavns bymure og var under 10 kilometer. 

Og da Scavenius gik i medierne og fortalte om voksenmobning og en generel hård kultur i Klima- og Energiudvalget, kunne hendes udvalgskollegaer på ingen måde genkende beskrivelsen – faktisk vendte de kritikken om og anklagede Scavenius for at være ubehagelig og nedladende.

Folketingsmedlemmerne fra Alternativet ønsker at få Therese Scavenius smidt ud af folketingsgruppen. 
Folketingsmedlemmerne fra Alternativet ønsker at få Therese Scavenius smidt ud af folketingsgruppen.  Foto: Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

»Det er sjældent, at udvalgsmedlemmer går ud og taler negativt om andre medlemmer, så det var usædvanligt,« siger Joachim B. Olsen. 

Theresa Scavenius har også tidligere meldt sig ud af Alternativet for at starte sit eget parti, Momentum, men vendte tilbage til Alternativet kort før valget i 2022. 

»Der tegner sig et billede af en svær kollega at have i et parti. Hun har en form, en facon, en arbejdsmetode, der støder nogle på manchetterne,« siger Joachim B. Olsen. 

Alternativet slog sig ved sin stiftelse tilbage i 2013 op på at være et anderledes tænkende parti, der ville lave politik på en ny måde, men på de 10 år, der er gået, har et utal af møgsager hobet sig op.

»Partiet skulle gøre tingene på en anden måde – deraf navnet. Men historien har vist os, at de har et dårligt arbejdsmiljø. På Folkemødet var det helt store problem, at der stod en liter komælk i et køleskab, og nu det her, der tegner sig ikke et kønt billede,« siger den politiske kommentator. 

På trods af de dårlige sager tror Joachim B. Olsen stadig på partiets projekt – både med og uden Theresa Scavenius. 

»Jeg havde dømt dem totalt ude inden sidste valg. Men det gik jo fint, så jeg tror på, at der er plads til et parti som Alternativet, der har klimaet som nummer et, to og tre på dagsordenen,« siger han. 

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen.