Mette Frederiksen og Mogens Jensen ville kunne blive kendt skyldige for grov uagtsomhed i en rigsretssag, lyder konklusionen i en omdiskuteret advokatundersøgelse.

Men det er sparsomt, hvad advokatundersøgelsen egentligt kan bruges til, vurderer B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen.

»Undersøgelsen giver måske de blå partier lidt skyts til valgkampen, men den kommer næppe til at ændre nogle partiers holdning,« siger han.

Ifølge Joachim B. Olsen lægger rapportens vurdering sig i forlængelse af en række vurderinger, der allerede har været fremme i den offentlige debat.

Det er advokathuset Lund Elmer Sandager, der har stået for arbejdet med rapporten.
Det er advokathuset Lund Elmer Sandager, der har stået for arbejdet med rapporten. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Derfor er han heller ikke i tvivl om, hvordan de blå partier vil tage imod rapporten.

»De blå partier vil jo sige, at den her rapport passer ind i, hvad de hele tiden har sagt, og at der er behov for en uvildig advokatundersøgelse.«

Det er partiet Nye Borgerlige, der har samlet i cirka 750.000 kroner ind til at få lavet rapporten hos advokatfirmaet Lund Elmer Sandager.

I rapporten konkluderes det blandt andet, at statsminister Mette Frederiksen har handlet »som minimum groft uagtsomt« og kan derfor straffes efter ministeransvarsloven.

B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, var til stede i salen, da advokatundersøgelsens vurdering blev afsløret.
B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, var til stede i salen, da advokatundersøgelsens vurdering blev afsløret.
Vis mere

Netop den vurdering rammer Mette Frederiksens ømme punkt, lyder det fra Joachim B. Olsen.

»Minkssagen er virkelig blevet Mette Frederiksens akilleshæl, og den har kostet hende meget troværdighed. Derfor er denne undersøgelse ikke god for hende, da sagen får endnu en tur i mediemøllen,« siger han.