»Det svækker hans fortælling om arbejderdrengen fra Tårnby. Han kommer lidt til at ligne en pamper, der udnytter sine forbindelser til at rage til sig.«

Sådan lyder analysen fra B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen, efter det er kommet frem, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) for 12 år siden ulovligt fik bevilget et rentefrit studielån på 50.000 kroner, mens han var jurastuderende.

Lånet blev udbetalt af en fond, hvor han selv sad i bestyrelsen. Derfor var lånet ulovligt, skriver Frihedsbrevet, der søndag bringer historien.

»Det ligner helt klassisk pamperi. Sådan nogle sager underminerer en politikers troværdighed. Troværdighed tager lang tid at bygge op, og det kan rimelig hurtigt rives ned igen. Det er en rigtig træls historie for ham midt i en valgkamp,« siger Joachim B. Olsen.

Peter Hummelgaard (S) har siden 2015 siddet i Folketinget. Siden 2019 har han været beskæftigelsesminister.
Peter Hummelgaard (S) har siden 2015 siddet i Folketinget. Siden 2019 har han været beskæftigelsesminister. Foto: Emil Helms
Vis mere

Frihedsbrevet kunne også tidligere på ugen fortælle, at beskæftigelsesministeren har haft svært ved at betale sin studiegæld og har været truet med både inkasso og RKI.

I sin tid som minister har Peter Hummelgaard ellers ved flere lejligheder gjort det klart, at misligholdt SU-gæld er noget af det, der årligt koster statskassen millioner af kroner i tabte indtægter.

»Vælgerne kan sådan set godt tilgive et fejltrin, men de kan have svært ved at tilgive mange fejltrin. Det er blandt andet det, vi har set med Søren Pape,« siger Joachim B. Olsen med henvisning til De Konservatives dyk i meningsmålingerne.

»Det var ikke den første historie, der væltede læsset for Pape, men derimod de mange historier samlet. Det bør Peter Hummelgaard lære af,« siger Joachim B. Olsen.

Søndag viser en ny Voxmeter-måling, at Socialdemokratiet med statsminister Mette Frederiksen i spidsen uden sammenligning er det største parti.

26,1 procent af stemmerne spås Socialdemokratiet. Dog er rød bloks føring skrumpet.

Der påhviler derfor Peter Hummelgaard et stort ansvar for, at der ikke dukker nye møgsager op, mener Joachim B. Olsen.

»Når først pressen har rettet fokus på en politiker med en dårlig sag, så bliver de ved med at grave. Det bliver først rigtig farligt for ham, hvis der kommer endnu flere historier frem,« siger han.

Frihedsbrevet har bedt om et interview med Peter Hummelgaard, men det har han ifølge mediet ikke ønsket.

Læs alt om folketingsvalget her.