Presset stiger på Mette Frederiksen (S).

Så klart lyder vurderingen fra B.T.s politiske kommentator og debatredaktør Joachim B. Olsen, efter at Italien nu suspenderer Schengen-samarbejdet med Spanien.

»Det lægger klart et pres på hende. Hvis Danmark fulgte Italien, ville det sende et klart signal om, at Spaniens kurs får konsekvenser,« siger han.

Italiens beslutning kommer i kølvandet på, at næsten 60.000 migranter siden torsdag har krydset grænsen til Ceuta. Omkring 48.000 skulle dog fredag været vendt tilbage til Marokko, melder Spanien.

Ifølge Joachim B. Olsen har Spanien dog længe bevæget sig i den modsatte retning af resten af Europa.

»Spanien er vanvittigt usolidarisk over for resten af EU og modarbejder den fælles retning om at begrænse indvandring.«

Flygtningestrømme, som samles ved grænseovergangen Bab Sebta i Marokko. Foto: Jalal Morchidi/EPA/Ritzau Scanpix

Han peger blandt andet på Spaniens beslutning om at give ophold til op mod 500.000 migranter, der hidtil har opholdt sig ulovligt i landet.

»I lang tid har Ungarn været det sorte får. Nu er det Spanien.«

Joachim B. Olsen tvivler dog på, at Danmark ender med at følge Italien.

»Jeg tror egentlig, Mette Frederiksen kunne have lyst til at gå med Meloni (Italiens premierminister, red.). Men jeg tror, Lars Løkke Rasmussen (M) og Martin Lidegaard (RV) vil være af den stik modsatte opfattelse, og derfor kommer det ikke til at ske.«

»I stedet ender det med noget sniksnak om vigtigheden af internationalt samarbejde og alle mulige fraser.«

Italiens premierminister Giorgia Meloni og statsminister Mette Frederiksen har tidligere gået i parløb om planer for udrejsecentre uden for EU.  Foto: Olivier Hoslet/EPA/Ritzau Scanpix

Tidligere fredag udelukkede Mette Frederiksen dog ikke en suspension af Schengen-samarbejdet.

»Det er voldsomme billeder fra Ceuta. Vi kommer ikke til at acceptere en gentagelse af 2015,« skrev hun til Ritzau.

Joachim B. Olsen forventer nu, at de borgerlige partier vil intensivere presset på regeringen og kræve, at Danmark følger Italiens eksempel.

Men er det rimeligt at gøre Spanien ansvarlig for de tusindvis af migranter, der forsøger at komme ind i Europa?

»Problemet er, at Spanien ikke gør noget. Hvorfor har de overhovedet den her eksklave, hvis de ikke er i stand til at forsvare og beskytte den?«

Hvis Spanien ikke kan kontrollere EU’s ydre grænse, bør de øvrige lande reagere, mener han.

»Der er et hul i muren, hvor det fosser ind. Og det hul er Spanien.«