Moderaternes Lars Løkke Rasmussen advarede torsdag mod en regering over midten udelukkende mellem Socialdemokratiet og Venstre.

En regering, der ellers opfylder alle Løkkes ønsker ud fra det, han har messet både under sin tid som forhenværende statsminister – og nu med Moderaternes fane under årets folketingsvalg.

En af Løkkes mest brugte sætninger under valgkampen har nemlig været, at han ikke peger på nogen – men på noget – og det noget, var en regering over midten.

»Nu foregår der forhandlinger mellem Socialdemokratiet og Venstre – og så handler det pludselig meget om nogen og ikke noget for Løkke.«

»Og den ‘nogen’ er ham selv. Det er han ved at afsløre nu,« siger Joachim B. Olsen, B.T.s politiske kommentator.

Joachim B. Olsen vurderer, at hvis ikke Løkke selv kommer med i regeringen, så er hans mission ikke fuldført – og der modsiger han unægteligt sine egne ord om noget frem for nogen.

Vælger han ikke at danne parlamentarisk grundlag for en SV-regering, viser han altså sin sande mission.

»Men hans plan er at lægge et pres på, at det ikke er nok med en SV-regering – han skal også selv være med.«

»Og jeg kan sige med sikkerhed, at hverken Mette Frederiksen (S) eller Jakob Ellemann-Jensen (V) vil have Løkke med i regeringen. Det betyder ikke, at Løkke ikke har tænkt sig at presse sig selv ind – men så har han afsløret sig selv,« siger Joachim B. Olsen.

Og det kommer til at gøre Løkkes fortælling om en bred regering meget svær at stole på. For på forhandlingsbordet ligger allerede Løkkes ønsker – de bliver bare opfyldt uden ham, mener Joachim B. Olsen.