Det gik ikke stille af sig, da Lars Løkke Rasmussen mandag eftermiddag præsenterede Moderaternes økonomiske reformplaner.

Ifølge politisk kommentator Joachim B. Olsen var pressemødet en regulær katastrofe.

»Nej, nej, nej!,« udbrød Lars Løkke Rasmussen irriteret, da B.T.s journalist spurgte formanden, om den nye politik var en økonomisk lussing til middelklassen.

»Det er et venligt klap på kinden,« sagde Løkke.

Kort tid efter igen var han synligt frustreret, da Ekstra Bladets udsendte bad ham forklare, hvad skatteprocenten vil blive, hvis Løkkes forslag om at reformere topskatten gennemføres.

»Hvad er den?« ville journalisten vide.

Lars Løkke Rasmussen: »Hvad skatteprocenten er?«

Journalist: »Ja.«

Løkke: »Det er den, der er i dag op til topskattegrænsen.«

Journalist: »Hvad er den?«

»Helt ærligt, jeg gider ikke sidde og teste min hukommelse på at sige et eller andet tal, der måske er forkert,« svarede Lars Løkke Rasmussen.

Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T.
Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Ifølge B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, mindede pressemødet om dengang, Naser Khader i en valgduel skulle forklare, hvad hans parti Ny Alliance mente med en ‘40 procents flad skat’.

Det kunne en tydeligt forvirret Khader ikke, ligesom det også var vanskeligt for Lars Løkke Rasmussen at konkretisere, hvad hans økonomiske politik betyder for helt almindelige lønmodtagere.

»Der sidder ikke en eneste tilbage og forstår, hvad Løkkes skatteforslag går ud på, selv om han blev ved med at gentage, at det var såre simpelt,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

»Hvordan kan Løkke ikke vide, hvad skattesatsen op til topskatten er, når han fremlægger et forslag, hvor han vil ændre på topskatten?«

Selvom det var svært at få klare svar fra Lars Løkke på, hvad hans nye økonomiske politik indebærer, så mener Joachim B. Olsen, at det står klart, at middelklassen ender med regningen.

»Med sådan et forslag får man fornemmelsen af, at han faktisk ikke vil vælges. En million danskere i middelklassen står til at få forringet deres løn på grund af Løkkes lønsumsafgift. Det bør jo være politisk selvmord i en tid med stigende inflation at fremlægge sådan en politik.«

Ifølge B.T.s politiske kommentator er det svært at forstå, hvorfor Lars Løkke Rasmussen overhovedet giver sig i kast med at fremlægge så kompliceret en økonomisk plan lige før et valg.

»Partiet er bygget op på en idé om et samarbejde hen over midten, det er det, partiet skal vælges ind på, og derfor virker det også fuldstændig uigennemtænkt at fremlægge en skattepolitik, som han ikke selv kan forklare,« siger Joachim B. Olsen og slår fast:

»Jeg vil påstå, at ingen danskere har forstået den dybere mening i Lars Løkkes nye forslag til en skattereform.«