Den udskældte Arne-plus-pension bliver ikke til noget.

Og for B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, vidner det om en SVM-regering i kamp med sig selv.

»Vi har en regering, der har fået sværere og sværere ved at leve op til sin egen fortælling, og det er det her et meget godt eksempel på,« siger han.

Først TV 2 og siden DR har erfaret, at Arne-plus-ordningen bliver skrinlagt i forbindelse med tirsdagens præsentation af den såkaldte 2030-plan for dansk økonomi.

Joachim B. Olsen er politisk kommentator hos B.T.
Joachim B. Olsen er politisk kommentator hos B.T. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Dermed vil de eksisterende ordninger – 'Arnepension' (også kaldet Tidlig pension) og seniorpension – bestå.

Og det sker altså mindre end et år efter, at det ellers blev skrevet ind i regeringsgrundlaget, at de to særlige pensionsformer, der skulle tilgodese nedslidte danskere, skulle lægges sammen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har selv kaldt det for en 'Arne Plus-ordning'.

Dog har den model siden været enormt kritiseret af fagbevægelsen og også det socialdemokratiske bagland, fordi den forringer især den populære seniorpension.

Med afskaffelsen bliver det problem løst.

Til gengæld træder mange andre problemer nu tydeligt frem, påpeger Joachim B. Olsen. 

»Det siger noget om midter- og flertalsregeringen, der har slået sig op på at skulle kunne tage svære og ikke nødvendigvis populære beslutninger for at løse nogle grundlæggende problemer i Danmark,« siger B.T.s politiske kommentator:

»Men her føler man sig alligevel så presset, at man tager en beslutning, der går i den modsatte retning. Hvis det bliver for upopulært, slår man ligesom op i banen.«

Afskaffelsen af Arne-plus vil eksempelvis også koste i beskæftigelsen, hvilket ifølge Joachim B. Olsen dermed harmonerer dårligt med det store slagnummer om, at der mangler arbejdskraft i Danmark.

»Det er jo i direkte modstrid med noget helt centralt for den her regering. Så på den måde adskiller den sig så ikke så meget fra andre regeringer, og dermed bliver fortællingen om den her regering, der skulle kunne noget helt særligt, svag,« siger han.

Joachim B. Olsen erkender, at afskaffelsen af store bededag netop var en af den slags store svære og upopulære beslutninger, der blev gennemført. 

Det har dog martret regeringen lige siden.

»Og så har man haft svært ved at holde fast i den kurs,« siger Joachim B. Olsen.

Han peger også på dagens indsprøjtningen af nye milliarder til det offentlige i 2030-planen, som endnu et symptom.

»Det har ellers flere gange lydt, at flere penge ikke vil løse problemerne. Der skulle grundlæggende forandringer og en frisættelse af den offentlige sektor til,« siger Joachim B. Olsen:

»Nu bliver det business as usual, hvor man bare tilfører ni milliarder kroner mere.«

Regeringen præsenterer 2030-planen senere tirsdag kl. 11.45. Følg det live her hos B.T.