»Mentalt er det hårdt at træde ind på Christiansborg og vide, at vælgerne ikke ønsker én. Det er meget op ad bakke.«

Det siger B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen. 

For det kan godt være, at mange politikere påstår, at de ikke læser meningsmålinger, men den seneste fra Voxmeter bliver nærstuderet ét bestemt sted. 

Nemlig i Alternativets folketingsgruppe.

Det er Joachim B. Olsen, slet ikke i tvivl om. 

For første gang siden valget i november sidste år er partiet nemlig under spærregrænsen på to procent. 

Den nye måling er fortaget af analyseinstituttet mellem 18. og 24. september og altså umiddelbart efter den megen ballade og uro omkring folketingsmedlemmet Theresa Scavenius.

Det hele endte som bekendt med, at Scavenius blev smidt ud af folketingsgruppen, og selv meldte hun sig ud af partiet. Hun er nu løsgænger i Folketinget. 

Og at dømme efter den dugfriske meningsmåling bryder vælgerne sig ikke om balladen. 

I hvert fald står Alternativet kun til at få sølle 1,8 procent af stemmerne, hvis der var valg nu. 

Ugen før målingen var opbakningen til partiet på 2,7 procent, mens partiet ved valget i november fik 3,3 procent af stemmerne og seks mandater.

Joachim B. Olsen mener, at den seneste tids virak har haft stor betydning for det dårlige resultat. 

»Ved valget sidste år fik Alternativet en chance til for at bevise, at de var et parti, som vælgerne kunne have tillid. Franciska Rosenkilde anlagde en anden stil og langt mindre konfrontatorisk og mere konstruktiv stil. Nu skulle der mere ro på de indre linjer, og partiet skulle vise, at de havde fortjent vælgernes tillid,« siger Joachim B. og tilføjer i samme åndedrag:

»Men den seneste sag har bombet Alternativet tilbage. Nu har de igen en stor opgave med at bevise, at en stemme på Alternativet ikke er spildt.«

»Som vælger er det svært at have tillid til, at de kan være med at at regere landet, når de ikke engang kan regere sig selv,« lyder dommen fra B.T.s politiske kommentator. 

Efter alt at dømme er der lang tid til næste valg, men det bliver et langt sejt træk for Alternativet, hvis de skal tilbage til fordums storhed, vurderer han. 

»For det første skal der ro på. De kan ikke holde til flere møgsager. Og så skal de gøre sig mere synlige. For der er potentiale i et parti, som har klima som sin fremmeste mærkesag.«