Det er næppe gået de flestes næse forbi, at Mette Frederiksen (S) har mødt stor kritik for sin medvirken i et interview på TikTok få dage før kommunalvalget i sidste uge.
Her svarede hun blandt andet, at indførelse af en aldersgrænse på TikTok ifølge hende er vigtigere end lavere fødevarepriser. Nu trækker hun i land i et opslag på Instagram.
Men det kommer dog ikke til at rette op på skaden, mener B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.
I Instagram-opslaget skriver hun fredag blandt andet, at hun 'begik en fejl' om stigende fødevarepriser kontra en aldersgrænse på sociale medier.
Men Mette Frederiksens selvransagelse kommer en kende for sent, og det har konsekvenser, mener B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.
»Selvom hun skriver, at hun vil gøre mere i forhold til priserne i supermarkedet, bliver det svært at udviske opfattelsen af, at det er en problemstilling, hun ikke tager særlig alvorligt,« vurder Joachim B. Olsen.
Også Mette Frederiksens fokus i opslaget, mener han, er forfejlet.
»Hendes budskab er, at det ikke er deres politik, den er gal med, men deres kommunikation. Det er sjældent en forklaring, vælgerne køber,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:
»Vælgerne står med oplevelser nede i supermarkedet, som ingen ord kan få til at gå væk,« lyder det.
Ifølge Joachim B. Olsen undlader Mette Frederiksen desuden en central pointe i forhold til vælgerne i sit opslag.
»Hun undgår at nævne, at danskerne simpelthen ikke kan lide den her SVM- regering. Lige meget hvad, hun kommer med af tiltag frem mod næste valg, så har danskerne sagt nej tak til den,« fastslår han.
