Hvis den danske befolkning ikke selv var klar over det, så er det godt, at statsminister Mette Frederiksen kan hjælpe dem med at afklare det.
For hvis man til valget sætter sit kryds ved et blåt parti, så får man potentielt en blå regering.
Noget som statsminister Mette Frederiksen onsdag var ude at 'advare' imod i et interview med Politiken.
»Jeg synes, at det her interview er så fantastisk,« lyder den kontante reaktion fra B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen, i den politiske podcast B.T. Valgkamp.
Han pointerer, at interviewet er »meget afslørende«, da statsministeren indirekte siger, at »hvis man stemmer på blå blok, så er der en risiko for, at Mette Frederiksen ikke bliver statsminister.«
»Altså, no shit! Det er jo nok derfor, der er nogen, der stemmer på nogle andre partier,« lyder det fra Joachim B. Olsen, der mener, at det afslører, at det, som Mette Frederiksen går mest op i, er at være statsminister.
Samtidig peger B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, på, at Mette Frederiksen i interviewet fortæller, at hun »ville have det fint med ikke at blive statsminister«, da hun ellers bare ville blive folkeskolelærer.
»Så det, du skal forstå, er, at det er af hensyn til danskerne, ikke af hensyn til hende selv, at hun nu storsindet tilbyder, at hun tager en tørn mere,« siger Henrik Qvortrup med et grin til Joachim B. Olsen.
Ifølge den politiske analytiker er interviewet et udtryk for »en sjælden grad af selvhenførelse«, hvor man må forstå, at Danmarks sikkerhed er dødsdømt, hvis Mette Frederiksen ikke bliver Danmarks næste statsminister.
Det hænger ifølge Henrik Qvortrup sammen med den logik, som Mette Frederiksen har bygget op i forbindelse med coronakrisen og situationen i Grønland.
»Det er mor Mette, der passer på os alle sammen. Ikke for sin egen skyld, men for vores skyld,« lyder det fra Henrik Qvortrup, der understreger, at logikken virker af en helt særlig årsag:
»Man kan sige alt muligt om Mette Frederiksen, men hun er ret dygtig, når vi er i kriser, og danskerne er sådan nogle tryghedssøgende typer, og derfor tror jeg simpelthen, at den går rent ind, den her.«
Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, i Spotify , Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.


