Kunne det blive værre for Venstre, efter de i starten af ugen kun fik 5,8 procent  Voxmeters meningsmåling? 

En måling, der næsten er en halvering af det historisk dårlige valgresultat.

Ja, det kunne det.

For to dage efter lød det fra regeringen, at de nu vil indføre et 'grisestop', der helt konkret betyder et midlertidigt stop for udvidelser eller etableringer af nye svineproduktioner.

Og med dét blev ondt værre, lyder det fra debatredaktør Joachim B. Olsen i denne uges afsnit af B.T.s politiske podcast, B.T. Valgkamp.

»Regeringen fører kniven ind, mens Venstre ligger ned.«

Der er Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S), der har stået i spidsen for den nye beslutning. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Han fortsætter: »Venstre har sagt, at de gerne vil se på dyrevelfærd og grisestaldene og så videre - og det er svært nok for Venstre i forvejen, men så kommer det her oveni,« lyder det fra B. Olsen, der tilføjer:

»Det er ikke en venlig gerning over for Venstre.«

Men de gør det vel ikke for at drille Venstre?

»Nej, men jeg tror heller ikke, at de er kede af, at det driller Venstre.«

Tidligere på måneden blev det en stor konflikt i Venstre, da fem folketingsmedlemmer valgte at stemme imod partilinjen vedrørende den såkaldte gødskningslov.

Og ifølge Joachim B. Olsen er det svært at se, hvordan partiet skal komme helskindet igennem de kommende forhandlinger på miljø- og landbrugsområdet, når splittelsen i partiet er så stor.

I podcasten erklærer politisk analytiker Henrik Qvortrup sig enig og tilføjer også en kommentar til den seneste meningsmåling:

»Der har muligvis været en bund dernede omkring fem-seks procent, men der er hul i spanden - for det er som om, at det hele bare sejler for i Venstre i øjeblikket, og krisen er bare selvforstærkende,« lyder det fra Qvortrup med henvisning til det seneste drama i Venstre.

En sag, hvor Venstre-koryfæet Søren Gade har lagt sag an mod en folketingskollegas mand, nemlig Jakob Klink, der er gift med det nyvalgte folketingsmedlem Trine Jepsen. Det kan du læse mere om her.

Hør hele analysen i det seneste afsnit af B.T. Valgkamp. Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, i Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

B.T. Valgkamp

Det har været en vild uge i dansk politik. Efter Donald Trump, Mette Frederiksen og Jens-Frederik Nielsen underskrev den nye forsvarsaftale mellem USA, Danmark og Grønland, har alle opført sig som vindere. Men er de det? Det spørger vi om i dagens afsnit. Mens regeringen har solet sig i succes i New York, har det endnu engang været en hård uge for Venstre. Prikken over i’et er et sagsanlæg mellem V-koryfæet Søren Gade og hans nye kollegas mand. Vi vender dramaet i Venstre, inden vi spørger, om det i virkeligheden er smart af Dansk Folkeparti, at de i weekenden kommer til at ‘mørklægge’ dele af deres årsmøde. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T. Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T. Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T. Journalister: Maria Asmine Dam og Josefine Buhl Brinckmann Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.