»Det er, som om magtforholdet er vendt på hovedet.«

Det var en dansk statsminister, der gik på æggeskaller omkring formanden for det grønlandske landsstyre, Múte B. Egede, mener B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, efter et nyligt overstået pressemøde i Statsministeriet.

»Regeringen har tydeligvis et ekstremt fokus på, at Grønlands fremtid skal afgøres i Grønland. Der er ingen insisteren på, at rigsfællesskabet trods alt er en del af grundloven,« siger Joachim B. Olsen.

For selvom statsminister Mette Frederiksen gang på gang understreger, at ethvert ønske om grønlandsk selvstændighed skal afgøres i Grønland, udelader hun, at Danmark i sidste ende skal være en del af processen.

»Det er en fortælling, hvor det skal besluttes i Grønland, men den juridiske virkelighed er, at det skal godkendes af Folketinget i Danmark.«

Men Danmark bliver nødt til at forfine sin flirten med Grønland, for en ny bejler har meldt sig på banen.

»Lige nu står USA på den anden side med et meget ukonkret tilbud om, at de kan overtage Grønland, og hvis amerikanerne virkelig vil have Grønland, så får de det.«

På pressemødet med Mette Frederiksen og Múte B. Egede udtalte statsministeren, at Danmark er klar til at øge investeringen i Grønland.