Joachim B. Olsen: Løkke 'virker desperat'
Ifølge den politiske kommentator er Lars Løkke Rasmussens (M) ønske om at gøre Troels Lund Poulsen (V) til kongelig undersøger intet andet end et spil for galleriet.

Ifølge den politiske kommentator er Lars Løkke Rasmussens (M) ønske om at gøre Troels Lund Poulsen (V) til kongelig undersøger intet andet end et spil for galleriet.

Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen har sat gang i en vild udvikling i dansk politik fredag eftermiddag, hvor han efter et kort møde på Marienborg kom med en opsigtsvækkende melding:
Han peger nu på Venstres Troels Lund Poulsen som kongelig undersøger i stedet for Mette Frederiksen (S).

»Det virker desperat,« siger B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen med henvisning til Løkkes udmelding.
Den politiske kommentator tror nemlig ikke, at en regering ligger lige til højrebenet med Troels Lund som forhandlingsleder.
»Jeg har svært ved at se, hvad fidusen er,« siger Joachim B. Olsen.
Spørger man ham, er det stort set umuligt, at se hvordan en borgerlig regering skulle kunne forme sig under de nuværende omstændigheder.
»På den ene side er der ikke nok mandater i blå blok til at sikre en centrum-venstre-regering på grund af de fire løsgængere. På den anden side står Morten Messerschmidt (DF) stadig fast på, at han ikke vil samarbejde med Løkke i en regering.«
»Jeg synes, det virker som et teater, som Løkke skal bruge for at sige: 'Jeg har gjort, hvad jeg kunne.'«
Ifølge den politiske kommentator, vil Løkke med al sandsynlighed bruge en ny kongelig undersøger til at retfærdiggøre et potentielt løftebrud.
Lars Løkke har nemlig gentaget sig selv flere gange. Han vil ikke støtte en regering, der bygger på Enhedslistens hovedbestyrelse.
Én ting, er Joachim B. Olsen dog sikker på:
En regeringsdannelse er med Løkkes melding blevet udskudt.
»Nu må vi jo se, om nogle partierne vil flytte sig. Men jeg synes umiddelbart, det virker som spild af tid.«