I denne uge har der igen været brandudsalg af de liberale principper i Venstre, og så har regeringen besluttet endnu en hjælpepakke til Ukraine. 

Det er her vi finder ugens taber og ugens vinder i dansk politik. 

Det er ikke med stor glæde, at jeg udnævner Venstres sundhedsordfører, Christoffer Aagaard Melson, til ugens taber i dansk politik. Jeg har nemlig en god portion sympati for de lidt mere usynlige, men flittige medlemmer af Folketinget. Sådan en er Christoffer Aagaard Melson.

Men i denne uge var Melson på sit partis vegne ude med et forslag, som burde være blevet hældt ned ad brættet i et selverklæret liberalt parti som Venstre.

I Berlingskes podcast 'Pilestrædet' forklarede Melson, at Venstre vil vende lovgivningen for organdonation på hovedet, således at man automatisk bliver organdonor, når man fylder 18 år.

Udgangspunktet bliver altså, at staten har ret til at høste dine organer, når du dør, medmindre du aktivt har sagt nej.

Argumentation lyder sådan her: Det liberale parti har læst en undersøgelse, som viser, at 84 procent af danskerne gerne vil være organdonorer, men at kun 17 procent rent faktisk er det. Venstre vil derfor gerne »hjælpe« danskerne med at opfylde deres eget ønske om at blive organdonere.

Det er jo en helt fantastisk argumentation, som åbner op for, at politikerne blander sig i alle mulige aspekter af vores liv.

Jeg gætter på, at hvis man spørger danskerne, om de gerne vil dyrke mere motion, læse flere bøger, se mindre fjernsyn eller spise sundere, så vil mange danskere sige ja, selvom deres handlinger viser noget andet. Venstre må på banen og hjælpe de hjælpeløse danskere.

Melson burde have sagt: Vi taler om voksne mennesker, og de kan godt bruge de fem minutter, det tager at gå ind på organdonor.dk og tilmelde sig, hvis det er det, de ønsker. Vi har ikke tænkt os, at gå på kompromis med et så fundamentalt liberalt princip som ejerskabet over egen krop.

Men det gjorde Melson ikke. I stedet blev det til et brandudsalg af de liberale principper, og derfor er Christoffer Aagaard Melson ugens taber i dansk politik.

I denne uge annoncerede regeringen den femtende hjælpepakke til Ukraine. Denne gang på 1,7 milliarder kroner. Den samlede støtte til Ukraine fra Danmark er nu oppe på godt 36 milliarder kroner. 

Derudover gav regeringen i denne uge Ukraine et sikkerhedstilsagn. Danmark har forpligtiget sig til at støtte Ukraine de næste ti år. Det gælder både militært og i forhold til genopbygning af Ukraine. 

Regeringen annoncerede også, at den ønsker at fremrykke forsvarsforliget, som kun har ét år på bagen. Folketinget har allerede besluttet at bruge 155 milliarder kroner på genopbygning og kraftig udbygning af det danske forsvar de næste ti år, og beløbet kommer til at blive markant større, lyder det nu. Det har både forsvarsminister Troels Lund Poulsen og statsminister Mette Frederiksen gjort klart. 

Det er godt, fordi det danske forsvar er i en elendig forfatning. Danmark er det svage led i NATO. Det er pinligt, men sandt. Det er ikke soldaternes skyld. Det er politikernes skyld. Herunder i særlig grad lederne af de tre regeringspartier, Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen (forsvarsordfører for Venstre fra 2011-2015) og Lars Løkke Rasmussen. Ledelsen af forsvaret gennem de sidste mange år bærer naturligvis også et kæmpe ansvar. 

Men alvoren er for længst gået op for regeringen og Folketinget. Det er godt. Det fortjener de stor ros for. 

Spørgsmålet er så bare, om det lykkes at genopbygge forsvaret. 

Virkeligheden er den, at det letteste er at finde de mange milliarder. Det svære bliver at få taget de rigtige beslutninger med hensyn til indretning af forsvarets uddannelser, indkøb af det rigtige materiel, fastholdelse og rekruttering af mandskab. Det er en gigantisk opgave. 

Regeringen er ikke populær i Danmark. Det forstår jeg godt. Men regeringen med Mette Frederiksen i spidsen er på den helt rigtige side af historien, når det kommer til Ukraine. Det er Folketinget også. 

Rusland er en reel trussel mod Vesten. Selvom en storkrig mellem Rusland og Vesten ikke er det mest sandsynlige scenarie, så er der en risiko. Hvor stor risikoen er afhænger blandt andet af, hvilke beslutninger politikere i Vesten tager. Her er Danmark en lille brik. Men vi skal yde vores andel. Det gør Danmark ikke i dag. 

Det er ikke nok at afsætte penge. Men den politiske vilje er til stede. Det viste regeringen med Mette Frederiksen i spidsen endnu en gang i denne uge, og derfor er hun ugens vinder i dansk politik. 

Lyt til B.T.s politiske podcast, Slottet og Sumpen: