Det Konservative Folkeparti har fået en ny politisk leder i denne uge.

Og så forkaster et medlem af Danmarksdemokraterne den samlede økonomiske videnskab. Det sidste er udtryk for en syge i dansk politik.

Det var ikke planen, at Mona Juul skulle overtage posten som politisk leder af Det Konservative Folkeparti – i hvert fald ikke lige nu. Et bud er, at det først skulle være sket efter valget til Europa-Parlamentet, som afholdes den 9. juni i år.

Men skæbnen ville det anderledes. Søren Pape Poulsens alt for tidlige død efterlod en tom formandsstol, og sådanne kan ikke stå tomme. Den funktion skal udfyldes. Et parti skal have en leder.

Så onsdag trådte Mona Juul frem for pressen som ny leder af Det Konservative Folkeparti med fuld opbakning fra folketingsgruppen og partiets hovedbestyrelse.

Hun holdt en tale, og det gjorde hun godt. Der var selvfølgelig ingen nye politiske udmeldinger, og der var masser af floskler som for eksempel »vi vil give regeringen med- og modspil«.

Men Mona Juul er ugens vinder, fordi det er hende, alle i Det Konservative Folkeparti pegede på til at udfylde den tomme formandsstol. 

Som hun selv sagde: »Når ens parti viser en den tillid, så må man gerne være lidt stolt«.

Danmarksdemokraterne er indædte modstandere af en CO2-afgift på landbruget. Det er ingen, som følger med i dansk politik, i tvivl om. Det er partiets mærkesag nummer et i disse tider.

»Jeg slår ikke alle mine holdninger op i en evidensbog,« sagde fødevareordfører for Danmarksdemokraterne, Hans Kristian Skibby, således i denne uge til Altinget. 

Det er helt fair. Politik handler om værdier og holdninger. Det handler om prioriteringer. Men kæden falder alligevel af for ham.

Udtagelsen faldt i forbindelse med, at ekspertgruppen, som regeringen nedsatte for at komme med forslag til indretningen af den kommende CO2-afgift på landbruget, udtalte, at en sådan afgift ikke bare vil føre til, at produktionen flytter til udlandet. 

Men den køber Hans Kristian Skibby ikke. På spørgsmålet om, hvorfor Hans Kristian Skibby ikke køber ekspertgruppens konklusion, svarer han:

»Det er ud fra en lægmandsbetragtning.«

Det er her, det går galt. 

Man må have alle de holdninger, man vil. Men når man påstår, at ens holdninger og politik fører til et andet resultat, end den samlede økonomiske fagkundskab finder frem til, så bør man vise en anelse ydmyghed. 

Det er en syge i politik, at politikere afviser videnskab, når denne ikke passer ind i deres egen politik og forståelse af verden. Det gælder, når politikere afviser, at lavere skat på arbejde rent faktisk fører til, at der bliver arbejdet mere. Det gælder, når politikere afviser, at lavere skat på investeringer rent faktisk fører til flere investeringer. 

Det gælder også i dette tilfælde. 

Det er sandt, at økonomi ikke er en eksakt videnskab. Men når alle økonomer er enige om, at effekten af indførelsen af en CO2-afgift på landbruget er, at det vil nedbringe udledningerne, også globalt, så bør ingen politikere påstå det modsatte ud fra mavefornemmelser. 

Selvom økonomer kan være uenige om, hvor stor effekten er, så er de ikke uenige om, at der er en effekt. 

Hans Kristian Skibby, du skal bare holde fast i din modstand mod en CO2-afgift. Det er et legitimt synspunkt. Men når du påstår, at din politik har den modsatte effekt, end en enig fagkundskab har fundet frem til, så er den altså gal. 

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen her eller hvor du ellers plejer at lytte til podcast.