Lyt til artiklen

Dansk Folkeparti står lige nu til at få en eftertrykkelig vælgerlussing.

Faktisk er situationen i det engang så succesfulde parti lige nu så grum, at partiet i flere målinger står til at ryge helt ud af Folketinget.

Man skal ikke længere tilbage end til 2015, før Dansk Folkeparti næsten kunne gå på vandet og var det næststørste parti i Folketinget.

Men nu er der så få folketingsmedlemmer tilbage, at folketingsgruppen snildt kan køre sammen til partiets sommergruppemøde i en almindelig personbil.

Det er der ifølge B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, én særlig årsag til.

»Når et parti er i krise, så er det en forudsætning, at man samler sig. Det har man ikke gjort i Dansk Folkeparti. Man har gjort præcis modsatte. Man er gået i krig internt – og det har været en vild krig med knive i ryggen.«

Et andet væsentligt problem for partiet er, at de har svært ved at forklare vælgerne, hvordan partiet skiller sig ud fra de andre partier.

»Man kan få al den politik, de har på hylderne alle mulige andre steder. Så hvorfor skal man stemme på DF? Det kan de ikke fortælle os.«

Dansk Folkeparti holder onsdag sommergruppemøde på Hotel Comwell i Roskilde.