Lyt til artiklen

Dagens Voxmeter-måling, der viser blåt flertal, er en bombe i valgkampen. En bombe, der især rammer to af valgkampens mest fremtrædende politikere lige oven i hovedet.

»Voxmeters måling har to helt store tabere. Den ene er statsminister Mette Frederiksen. Den anden er Moderaternes leder, Lars Løkke Rasmussen,« siger B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen.

Lars Løkke Rasmussen vender vi tilbage til såvel som målingens store vinder.

Socialdemokratiet får sølle 22,9 procent i Voxmeters måling. Det er et dyk på 2,9 procentpoint siden 4. juli, hvor Voxmeter sidst lavede en måling.

»Det er et mareridtsscenarie for Mette Frederiksen. Under coronakrisen var hun oppe og ligge på omkring 35 procent af stemmerne, og i blå blok var der mange, som ikke troede, at det var realistisk, at blå blok kunne vinde næste valg. Venstre var i færd med en nedsmeltning, og hele blå blok var et håndværkertilbud,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

»Nu er Mette Frederiksen dykket i flere målinger af hendes troværdighed. Det slår ofte igennem med lidt forsinkelse i meningsmålingerne, hvilket vi ser nu. Statsministeren er på vej ind i en valgkamp med stærkt nedadgående formkurve,« siger han.

Betyder det så et hurtigt desperat tryk på valgknappen for Mette Frederiksen, eller trækker hun valget ud?

Begge dele er muligt, forklarer Joachim B. Olsen.

»Målingerne ser ud til at være nedadgående. Det taler for at trykke på knappen nu, så det ikke bliver værre. Omvendt så kan hun også vente på bedre tider. For eksempel ved at vente, til hun selv er kommet med et eller flere politiske udspil,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

Statsminister Mette Frederiksen står til en kæmpe lussing ved valget, hvis Voxmeters måling holder stik.
Statsminister Mette Frederiksen står til en kæmpe lussing ved valget, hvis Voxmeters måling holder stik. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Ofte er den bedste løsning nok at trykke på knappen nu. Politikere er bare ofte optimister, som tror på, at tingene bliver bedre. Det er bare ikke altid tilfældet,« siger Joachim B. Olsen.

Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne er også tabere i Voxmeters måling. Moderaterne ligger under spærregrænsen med 1,9 procent af opbakningen.

»I andre målinger var Lars Løkke Rasmussen kongemager, da han kunne pege på, hvilken blok han ville. Nu er han pludselig helt ude, og blå blok har flertal helt uden hans hjælp. Han er både færdig og helt ligegyldig, hvis denne måling holder,« siger Joachim B. Olsen.

Den store vinder er Inger Støjberg. Hendes parti, Danmarksdemokraterne, står til 11,2 procent af stemmerne og brager ind i Folketinget. De to seneste målinger fra henholdsvis Epinion og Megafon målte begge Danmarksdemokraterne til 10,8.

Formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, er helt ude af Folketinget, hvis Voxmeters måling holder til valgdagen.
Formand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, er helt ude af Folketinget, hvis Voxmeters måling holder til valgdagen. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Inger Støjberg er dansk politiks stærkeste brand lige nu. Hun har ikke nogen nedskrevet politik endnu, men hun fremstår alligevel troværdig over for vælgerne. Hun har ikke sagt ting, som overrasker i forhold til, hvad hun ellers har givet udtryk for tidligere,« siger Joachim B. Olsen.

»Hun brager frem og støvsuger vælgere fra både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Det er de vælgere, som har stram udlændingepolitik, som deres første-, anden- og tredjeprioritet,« siger han.

Nye Borgerlige får 4,7 procent af stemmerne, mens de har været oppe omkring 10 procent i andre målinger tidligere.

Dansk Folkeparti får 2,8 procent. En kæmpe lussing, men dog lidt væk fra spærregrænsen, hvor Megafon i juli målte partiet til 1,7 procent.