Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er på besøg i København, hvor der onsdag venter en historisk begivenhed.

Han bliver nemlig den første udenlandske statschef, der får lov til at tale fra Folketingets talerstol. Og det er fuldt fortjent, mener Joachim B. Olsen.

»Det er en mand, der har stået i spidsen for et land, som har været i krig i mange år. Jeg synes, det er helt fortjent, at Zelenskyj bliver sat på en politisk piedestal. Hans gerning i den her konflikt og krig fortjener respekt,« siger han.

Debatredaktøren ser samtidig talen som en oplagt mulighed for at sende et stærkt politisk signal til Ukraine – uden at det koster Folketinget noget.

»Jeg synes, det er en fin tradition, som Folketinget indfører. Man kender den fra andre lande, eksempelvis USA, hvor udvalgte statsledere får lov til at tale i Repræsentanternes Hus. Det er en god måde at vise en udenlandsk statsleder en ære på. Og det koster jo ikke noget, kan man sige,« siger han.

Men besøget er ikke kun en gevinst for den ukrainske præsident.

Ifølge Joachim B. Olsen får statsminister Mette Frederiksen også noget ud af det politiske arrangement.

»Det er selvfølgelig en af fordelene ved at være statsminister. Man får en stor scene at stå på, hvor man kan hæve sig over dansk hverdagspolitik og indtage rollen som statsmand.«

Han understreger dog, at statsministerens engagement i Ukraine ikke blot handler om politisk iscenesættelse.

»Jeg tror også, at Mette Frederiksen oprigtigt mener, at Ukraine fortjener den støtte, vi giver dem. Det gør Folketinget også,« siger han.

Debatredaktøren anerkender, at der kan være forskellige holdninger til Danmarks rolle i Ukraine-krigen. Men ifølge ham er den brede politiske opbakning fortsat meget stor.

Faktisk mener han, at støtten til Ukraine er blevet en afgørende forudsætning for at få politisk indflydelse i Danmark.

»Støtten til Ukraine er nærmest en adgangsbillet til at sidde ved voksenbordet i dansk politik. Der er nogle ting, man skal være enige om, hvis man gerne vil have magten i Danmark,« siger han og uddyber:

»Der er nogle politiske mærkesager, hvor enigheden er så bred, at det nærmest er en forudsætning for at få politisk indflydelse. Derfor tror jeg ikke, at vi kommer til at se etablerede partier, der bakker ud af støtten til Ukraine.«