Flere måneders stress-sygemelding har skabt tvivl om forsvarsminister og Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensens fremtid i dansk politik.

Han er sågar blevet spået til at være færdig som minister – men måske er det alligevel ikke tilfældet.

Det vurderer B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, efter partifælle og fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen nu har meldt ud i Børsen, at Ellemann er i bedring.

»Jeg vurderer det som et udtryk for, at han nok kommer tilbage – i hvert fald som forsvarsminister,« siger Joachim B. Olsen, der dog understreger, at ingen endnu kan vide det med sikkerhed.

Joachim B. Olsen, politisk kommentator på B.T.,  vurderer det som sandsynligt, at Jakob Ellemann-Jensen vender tilbage.
Joachim B. Olsen, politisk kommentator på B.T.,  vurderer det som sandsynligt, at Jakob Ellemann-Jensen vender tilbage. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Tirsdag kunne Troels Lund Poulsen berette, at Jakob Ellemann-Jensen havde rakt ud til ham i forbindelse med, at der skal investeres milliarder i Forsvaret.

»Det er jo ikke sådan, at Jakob er i en nedadgående kurve. Han har det bedre,« sagde partifællen til Børsen og slog dermed fast, at formanden fortsat engagerer sig i dansk politik.

Og i bedring skal Jakob Ellemann-Jensen også til at være, hvis han drømmer om at vende tilbage, vurderer Joachim B. Olsen:

»For der er selvfølgelig en udløbsdato på, hvor længe han kan være væk, før nogen siger, at det er på tide at finde en ny formand. Det er svært at forestille sig, at han kan vende tilbage lang tid efter sommerferien.«

Joachim B. Olsen skitserer flere scenarier for Ellemanns fremtid:

»Det første er, at han helt forlader dansk politik. Det næste er, at han vender tilbage kun som forsvarsminister. Det tredje er, at han kommer tilbage som Venstres formand og som forsvarsminister.«

Venstres næstformand og fungerende økonomiminister, Stephanie Lose og Venstres fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen møder Venstre-medlemmer på VKST i Sorø torsdag den 13. april 2023. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Venstres næstformand og fungerende økonomiminister, Stephanie Lose og Venstres fungerende forsvarsminister, Troels Lund Poulsen møder Venstre-medlemmer på VKST i Sorø torsdag den 13. april 2023. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Det første er ikke realistisk. Jeg hælder nok mest til, at han vender tilbage både som formand og forsvarsminister. Men jeg ville heller ikke blive overrasket, hvis han kun kommer tilbage som formand.«

I sidste ende afhænger det af, hvor mange opgaver, han selv mener, han kan varetage, siger kommentatoren.

»En stress-sygdom er hård, men man kan ikke rigtig vende tilbage som minister på halvt blus. Og det er særligt krævende, når man også er formand oveni.«

Jakob Ellemann-Jensen har været sygemeldt med stress siden 6. februar. I mellemtiden varetager Troels Lund Poulsen posten som forsvarsminister, mens Stephanie Lose vikarierer for Troels Lund Poulsen som fungerende økonomiminister.

Overfor Børsen afviser Troels Lund Poulsen at sætte en deadline for en beslutning om partiets formandsskab.

Hør B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen her, eller hvor du plejer at lytte podcast: