Liberal Alliance kylede lørdag aften Cecilie Liv Hansen ud af partiet blandt andet på grund af hendes kærestes salg af cannabis.
Søndag morgen kunne partiets gruppeformand, Ole Birk Olesen, i et interview med TV 2 forklare partiets beslutning, og blandt andet oplyse, at Cecilie Liv Hansen havde løjet, da partiet spurgte hende ind til de florerende rygter om kærestens lyssky 'forretning'.
B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, understreger, at omfanget af den politiske skandale afhænger meget af, hvordan partiet håndterede forløbet - og særligt én ting er afgørende.
»Det helt væsentlige er, hvad har LA vidst, og hvor hurtigt har de handlet,« siger han og fortsætter:
»Det vigtige for Liberal Alliance er, at de går ud og forklarer forløbet grundigt. Det spørgsmål skal besvares, før man kan sige, at de ikke har kunnet gøre noget anderledes.«
»Hvad vidste de, og hvornår fik de informationen?«
Cecilie Liv Hansen blev kylet ud af partiet - blot fire dage efter folketingsvalget.
Kort efter nyheden kom bekræftede hendes samlever og kæreste overfor B.T., at han havde solgt cannabis. Det bekræftede Ole Birk Olesen også i et interview og uddybede, at en anonym person også skrev et indlæg på Facebook før valget, som partiet konfronterede hende med - noget som hun dengang afviste.
»Det er en total møgsag for partiet. Man har nogle regler for at være opstillet, og det ville have diskvalificeret hende. Hun har ikke været ærlig. Så er spørgsmålet bare, hvornår vidste LA det, og hvad gjorde de med den viden, da de fik den?,« lyder det videre fra Joachim B. Olsen.
Han stiller dog spørgsmålstegn ved, at der ikke er nogen lokale politikere fra partiet, der har haft kendskab til Cecilie Liv Hansens kæreste.
»Det virker som om, at kæresten har været kendt nede i Kolding-miljøet, og der kan man undre sig over, at der ikke er nogen, der lokalt har stillet spørgsmålstegn ved ham.«
