Lyt til artiklen

Den tidligere amerikanske præsident Ronald Reagan sagde engang, at politik er det næstældste erhverv, men at det har meget til fælles med det ældste.

Det ældste erhverv er naturligvis prostitution, og skal man sælge sig selv, så skal man sikre sig, at man får nok for det.

Det sidste kan selvfølgelig være svært, hvis man sælger sig selv af nød.

Udadtil så siger Jakob Ellemann-Jensen, at man overvejer at gøre Mette Frederiksen til statsminister, hvis man kan få politiske indrømmelser.

Man vil altså gå i seng med Mette Frederiksen, hvis prisen er rigtig.

Men man skal ikke tale med mange Venstrefolk for at forstå, at det primært handler om taktik.

Man overvejer at gå i seng med Mette Frederiksen af nød.

Nøden består primært i, at Venstre er klemt mellem Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne og Lars Løkke Rasmussens Moderaterne.

På valgnatten sagde Ellemann, at lagde man stemmerne fra Inger Støjberg (Danmarksdemokraterne) og Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne) sammen med Venstres 13 procent, så havde Venstre jo fået et flot valg.

I Venstre tror man, at regeringsdeltagelse er vejen til at gøre Venstre så relevant i dansk politik, at de mange Venstre-vælgere, som stemte på Danmarksdemokraterne og Moderaterne, vil komme tilbage.

Men er kortsigtet taktik udmøntet i en regeringsdeltagelse, man før valget forsvor, vejen tilbage for Venstre?

Prisen, Venstre har forlangt indtil nu, er:

  • En højere topskattegrænse.
  • En lavere arveafgift, når familieejede virksomheder skal overtages af næste generation.
  • Lavere skat i bunden.
  • Bedre adgang for private aktører til at levere velfærd til borgerne – hvordan det konkret skal udmøntes, er dog lidt uklart.

Det er simpelthen et discounttilbud til Mette Frederiksen.

Det er det, fordi det alt sammen er noget, Ellemann vil kunne få i opposition, som betaling for at indgå aftaler med regeringen. Præcis som Lars Løkke Rasmussen gjorde med Socialdemokratiet under Thorning-regeringen.

Og det bringer os til Venstres egentlige problem.

Mangel på lederskab og mangel på en langsigtet strategi.

Med lederskab mener jeg evnen til at identificere de største problemer, Danmark står over for, og så udvikle politik, som løser de problemer.

At Venstre mangler en langsigtet strategi er åbenlyst.

Det understreges af, at det er umuligt at opdrive en Venstre-mand, som kan svare på, hvordan Venstre kommer ud af et eventuelt SV-regeringssamarbejde igen, eller om planen er, at Venstre og Socialdemokratiet skal være en ny akse i dansk politik, som vil gå til valg sammen?

I sin tale på Venstres Landsmøde sagde Ellemann, at han prioriterer Danmark, så Venstre og til sidst sig selv.

Det klinger bare lidt hult, når Ellemann og Venstre helt åbent og ærligt har styret efter den såkaldte Hjort-doktrin. En doktrin, som groft sagt går ud på altid at ville bruge lige så mange penge som Socialdemokratiet på velfærd og så vinde valg på værdipolitik. Altså politik som først og fremmest er designet til at slå Socialdemokratiet.

Så måske det ikke ville være så skidt på den lange bane for Danmark, Venstre og Jakob Ellemann-Jensen, at Venstre tog en valgperiode i konstruktiv opposition, fik lagt en langsigtet strategi, identificeret, hvad Danmarks problemer er, og så fik udviklet noget politik, som først og fremmest var designet til at løse de problemer.

Der er ingen lette løsninger for Venstre. Men at sælge sig selv for billigt er den dårligste af alle.