Alex Vanopslagh, Liberal Alliances formand, har netop holdt tale på sit partis landsmøde i København.

Spørger man B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen, viser Vanopslaghs tale, hvorfor han er 'en af dansk politiks bedste talere.'

Der er især to ting, som Joachim B. Olsen mener, at man bør hæfte sig ved fra LA-formandens tale.

Først og fremmest brugte Alex Vanopslagh, som Joachim B. Olsen kalder for 'blå bloks ukronede konge', talen til at erklære sig klar til politisk kamp mod de tre regeringspartier foran 900 tilhængere.

Vanopslagh hilste nemlig velkomment, at Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre har erklæret ham og Liberal Alliance som deres hovedfjende. Han glædede sig endda til kampen med dem, lød det fra talerstolen i Tivoli Hotels store kongressal.

En anden ting, som Joachim B. Olsen noterede sig, var at Alex Vanopslagh foretog en forventningsafstemning i forhold til både sit bagland og sine vælgere.

LA-formanden gjorde det klart, at han ville arbejde for at gennemføre alle partiets visioner, men at historien har vist, at det kan blive svært.

»Det her med en forventningsafstemning i forhold til vælgerne synes jeg er værd at bide mærke i. For det er et ægte tegn på, at han gør sig klare til at spille en større rolle i dansk politik end Liberal Alliance har gjort tidligere,« siger B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen.

Selvom Alex Vanopslagh ikke brugte talen på landsmødet til at annoncere sig som statsministerkandidat, er der altså tegn på, at han varmer op til at skulle udgøre en større magtfaktor i dansk politik.

»Samtidig blev budskaberne leveret med den humoristiske tone, som Alex Vanopslagh er kendt for,« fortæller Joachim B. Olsen.

Talen manglede dog lidt energi i starten, vurderer B.T.s politiske kommentator, som dog alligevel mener, at den undervejs kom så meget op i gear, at han ender med at give den fem ud af seks stjerner.