Mette Frederiksen fremhævede helt af sig selv samarbejdet mellem de danske og amerikanske efterretningstjenester, da mødet mellem hende og USAs præsident, Joe Biden, var færdig.

Statsministeren sagde, at der ikke var en finger at sætte på samarbejdet mellem efterretningstjenesterne og heller ikke den tillid,  som der er mellem landenes efterretningstjenester.

»Der har været en del spektakulære sager herhjemme med netop efterretningstjenesterne. For eksempel sagen om Claus Hjort, som er tiltalt for at have lækket fortrolige oplysninger, men også Samsam-sagen og sagen om Lars Findsen. Det har været vigtigt for hende at sige, at samarbejdet var godt,« siger Joachim B. Olsen, B.T.s politiske kommentator.

Joachim B. Olsen forklarer, at der netop har været spekuleret i, om der var en kurre på tråden mellem danske og amerikanske efterretningstjenester – men det afviste Mette Frederiksen altså. 

Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T.
Joachim B. Olsen, politisk kommentator, B.T. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Vis mere

Derudover forklarer Joachim B. Olsen, at det nu er tydeligt, at Mette Frederiksen er i spil til jobbet som generalsekretær i NATO. 

»At Mette Frederiksen står på en bruttoliste over mulige generalsekretærer i NATO, det står ret klart nu,« siger han.

»Mette Frederiksen kunne have sagt meget klart, at hun aldrig vil påtage sig jobbet i NATO, at hun vil blive siddende som statsminister i adskillige år og lignende ting. Så havde hun manet det i jorden,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:

»I stedet sagde hun sådan noget som, at hun ikke var der for at søge job, og at hun ikke var kandidat og den slags. Så at hun er i spil til jobbet, det er nok ret klart. Det er jo ikke det samme, som at hun ender med at få det,« siger Joachim B. Olsen.