B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen levner ikke Mette Thiesen mange chancer for stadig at være medlem af Nye Borgerlige, når solen står op tirsdag morgen.
»Jeg er 99 procent sikker på, at Mette Thiesen ikke fortsætter som medlem af Nye Borgerlige efter i aften. Hun bliver ekskluderet,« siger Joachim B. Olsen.
Hans udmelding komme,r efter at Pernille Vermund har sendt et nyhedsbrev ud til Nye Borgerliges medlemmer, hvor hun på flere måder tager kraftigt afstand fra Mette Thiesen i sagen om Thiesens kæreste, der overfaldt en ansat i Nye Borgerlige ved partiets valgfest.
Den forurettede har selv tidligere været i et forhold med Mette Thiesen. Forud for overfaldet har Thiesens kæreste truet den ansatte på paritets kontorer på Christiansborg.
Mandag aften er der så ekstraordinært forretningsudvalgsmøde i Nye Borgerlige. Mødet er indkaldt alene for at tage stilling til, hvordan sagen om Mette Thiesens kæreste skal håndteres. Forretningsudvalget vil så overdrage anbefalingen, om hvad der skal gøres, til hovedbestyrelsen, som kan træffe en beslutning.
Hovedbestyrelsen holder ordinært møde klokken 19.
Joachim B. Olsen mener, at Pernille Vermunds nyhedsbrev er formuleret så hårdt, at det er svært at træffe en anden beslutning, end at Mette Thiesen skal ud af Nye Borgerlige.
»Der er ikke noget at tage fejl af. Det virker, som om Pernille Vermund har taget sin beslutning,« siger Joachim B. Olsen.
Han forklarer, at Mette Thiesen og Pernille Vermund tidligere kørte et partipolitisk parløb.
»Tanken var, at Pernille Vermund skulle have en 'wingman', om du vil. De kørte et 'blondinen og brunetten'-koncept,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:
»Men så gik det den gale vej. Thiesen kom ud i sager, hvor de ting, hun sagde, ikke helt holdt vand. For eksempel var der en sag, hvor en gruppe muslimer havde haft en demonstration. Så skrev Thiesen forarget, at bevæbnede sharia-vagter holdt øje med dem,« siger Joachim B. Olsen.
»Men det var bare helt almindelige vagter, som ikke var bevæbnede. Den sag og andre har bygget en historik op, som har gjort Mette Thiesen upopulær i partiet,« siger han.
I valgkampen gik Mette Thiesen også i vandet, da Frihedsbrevet ved hjælp af en muldvarp ringede til partierne for at høre, hvordan han anonymt kunne donere 50.000 kroner. Reglerne er, at donerer man et beløb ud over 20.000 kroner, så skal navnet offentliggøres.
Men Mette Thiesen gik i fælden med samlede ben og begyndte at redegøre detaljeret for, hvordan beløbet kunne overføres i flere dele til forskellige konti.
Så rykkede Vermund ud og angreb sin egen politiske ordfører i et interview med Joachim B. Olsen.
»Jeg har aldrig oplevet en partileder kaste sin egen politiske ordfører så voldsomt under bussen, som det skete her. Og nu tager Vermund det endnu et nøk opad,« siger han.
»Det eneste positive for Nye Borgerlige i denne sag er, at det sker så hurtigt efter et valg. Så kan de nå at lægge sagen bag sig, før danskerne skal til stemmeurnerne næste gang,« siger Joachim B. Olsen.