»Det vil være politisk selvmord at komme med et forslag, der gør boligejere utrygge.«
Det er noget af en linegang, som statsminister Mette Frederiksen (S) skal gå, hvis hun gør alvor af den boligskat, som der på Christiansborg er en mistanke om er på vej.
Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at S-partibossen indtil videre har været lidet konkret i sine udmeldinger om boligområdet.
Det kan nemlig vise sig at blive en »super farlig« manøvre for hende.
Sådan lyder vurderingen fra B.T.s politiske eksperter Henrik Qvortrup og Joachim B. Olsen i denne uges afsnit af podcasten B.T. Valgkamp.
Bagtæppet er velkendt: Siden sin nytårstale har Mette Frederiksen mere end antydet, at noget kan være på vej på boligområdet:

»Der er noget galt, når nogen er blevet rige – alene ved at bo det rigtige sted. Mens andre har svært ved at få pengene til at række nede i supermarkedet,« har hun sagt.
Siden da er spekulationerne om, hvad Mette Frederiksen mon kan finde på at gøre ved det, hun mener, »der er galt.«
For hun har gentaget sit budskab. Og adspurgt i sidste uge - på rundtur i Danmark med TV-vært Christian Degn - om der er et udspil på vej, blev statsministeren tavs og svarede hverken ja - eller nej.
Med andre ord: Noget lader til at være under opsejling. Men det er som sagt ikke risikofrit.
Derfor tror Henrik Qvortrup, at sandsynligheden er størst for, at Mette Frederiksen ikke rent faktisk trækker et udspil op af hatten i valgkampen - men i stedet blot vil sende et signal:
»Hun appellerer til den retfærdighedsfølelse, som mange danskere, ikke mindst i udkantsdanmark, sidder med i forhold til, at folk i Aarhus og København kommer lidt for nemt til pengene ved at have købt den rigtige lejlighed på det rigtige tidspunkt.«
Qvortrup fortsætter:
»Alternativt skal det være en slags nålestiksmanøvre, der tager toppen af de vilde værdistigninger i Aarhus og København, uden at man risikerer at gøre de resterende boligejere nervøse.«
»For det ville være det dummeste, Mette Frederiksen nogensinde har gjort. Og meget kan man sige om hende - men ikke, at hun er ubegavet,« lyder det fra Qvortrup.
B.T. har forgæves forsøgt at få et interview med Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen.
I stedet henviser han til en skriftlig kommentar givet til Berlingske, hvori han ikke vil afvise, at Socialdemokratiet kan være på vej med et boligudspil.
»Vi har ingen intention om at brandbeskatte danske boligejere. Men det er da bekymrende, at nogle mennesker kan opnå en langt højere gevinst ved at eje en bolig, end de fleste mennesker opnår ved at gå på arbejde,« lyder det fra Rabjerg Madsen.
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


