Det er blevet kaldt de sværeste regeringsforhandlinger i mands minde.
Uanset hvordan man vender og drejer det, virker det næsten umuligt at samle et flertal for noget som helst.
Derfor er udgangspunktet også særdeles vanskeligt, når de kommende regeringsforhandlinger efter alt at dømme går i gang fredag.
Mette Frederiksen (S) har fået mandat til at afsøge en mulig rød regering sammen med Moderaterne. Men den mulighed har Lars Løkke Rasmussen (M) svært ved at se for sig.
»Det ser lidt snævert ud og ligner ikke noget, vi ender med at kunne støtte,« lød meldingen fra formanden torsdag ifølge DR.
B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, vurderer, at det er svært at se, hvordan den første kongerunde kan munde ud i noget.
»I første omgang har Lars Løkke hældt den regeringskonstellation, som Mette Frederiksen afsøger, ned ad brættet. Derfor er den kongerunde, vi er vidne til, spild af tid,« siger han.
Han vurderer, at det, som Lars Løkke helt åbenlyst ønsker, er at placere sig i centrum.
Sådan var meldingen også fra ham, da Moderaterne-formanden pegede på sig selv som kongelig undersøger dagen før valget.
»Løkke vil jo gerne have en regering hen over midten. Men det er der umiddelbart heller ikke flertal for, da Troels Lund Poulsen (V) har afvist det,« siger Joachim B. Olsen.
Han peger på, at ingen af de mulige regerings- og flertalskonstellationer kan lade sig gøre, som tingene ser ud nu.
Derfor er der nogen, der skal give sig, hvis der skal samles et flertal bag en ny regering.
Hvis Løkke sætter foden ned i forhandlingerne, som efter Radikale Venstres og Moderaternes meldinger begynder fredag, kan det ende med, at der skal findes en ny kongelig undersøger.
»Så må man se, hvem der kan samle flest mandater bag sig til en ny kongerunde. Men det kræver, at Løkke giver sig, eller at nogle andre lader ham få forsøget,« siger Joachim B. Olsen.
Løkke anerkender ligeledes torsdag, at det ikke var opbakning til, at han selv skulle være kongelig undersøger.
»Det var der ikke appetit på. Man er gået direkte ind i stolelegen. Det starter med den fungerende statsminister Mette Frederiksen. Så må vi se, hvor det bærer hen,« sagde han til TV 2.
Du kan følge regeringsforhandlingerne og efterspillet af folketingsvalget i B.T.s liveblog HER.

