Joachim B. advarer blå blok: I bliver stemmekvæg!
Hvis de blå partier hjælper regeringen over målstregen med finansloven, svigter de deres egne vælgere og gør sig medansvarlige for skattestigninger, vurderer B.T.s debatredaktør.

Hvis de blå partier hjælper regeringen over målstregen med finansloven, svigter de deres egne vælgere og gør sig medansvarlige for skattestigninger, vurderer B.T.s debatredaktør.

En gylden mulighed.
Sådan en har de blå partier. De kan nemlig vælge at spænde ben for regeringens planer om skattestigninger ved at nægte at være stemmekvæg i deres skatteaftale.
Det vurderer B.T.s debatredaktør, Joachim B. Olsen.
»Mette Frederiksen og Lars Løkke har ikke flertal for hele deres finanslov med de røde. Det skal oppositionen være benhård og udnytte,« lyder appellen.
Tirsdag præsenterede regeringstoppen nemlig, hvor nogle af alle pengene til blandt andet skattebetalt tandlæge, lavere skat og en omstilling af landbruget skal komme fra.
Det står nu klart, at regeringen ikke kan få parlamentarisk opbakning til hele sin finanslov fra den yderste venstrefløj.

I stedet er planen at dele udspillet op i mindre bidder, hvoraf nogle vil være mulige at gennemføre med de røde - og andre vil være mulige at gennemføre med de blå.
»Derfor bør oppositionen være ret hård og sige 'prøv at hør her, vi vil kun stemme som én samlet finanslov, og hvis vi skal lægge stemmer til, så skal skattestigningen ud',« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:
»Blå blok bør insistere på, at det er ligeså vigtigt at undgå den skattestigning, som regeringen laver med de røde, som det er, at indgå en aftale om at sænke skatten.«
Konkret peger Joachim B. Olsen på regeringens ønske om at fastfryse beløbsgrænserne i skattesystemet i to år. Det kan lyde som en teknisk justering, men i virkeligheden er der tale om en betydelig skattestigning.
Omvendt vil regeringen også fjerne mellemskatten og lette toptopskatten og formentlig sænke selskabsskatten. Tiltag, der skal vedtages med et eller flere blå partier.
Ud over, at Joachim B. Olsen ud fra et borgerligt standpunkt mener, det er det rigtige at afvise regeringens kreative forslag, så er der også et »strategisk argument«:
»De blå partier bør ikke belønne Lars Løkke Rasmussen (M) for at have gået ind i en rød regering ved at lægge stemmer til dele af finansloven,« siger Joachim B. og fortsætter:
»Man bliver nødt til at skabe et incitament for, at han går tilbage til blå blok efter et nyt folketingsvalg. Derfor skal man ikke hjælpe ham ud af den klemme, han er i.«

Noget tyder dog på, at Joachim B. Olsen ikke får sit ønske opfyldt.
Venstre erklærede sig nemlig mandag klar til at forhandle skattelettelser med regeringen, selv om finansieringen bliver fundet med de røde partier.
»Det ville jo være tudetosset, hvis vi stemte imod at gøre danskerne rigere, fordi han (skatteminister Jakob Engel-Schmidt (M), red.) finder finansieringen med de røde,« lød det fra partiets skatteordfører, Marie Brixtofte.
Adspurgt om det fra et borgerligt perspektiv ikke trods alt er klogere at gribe chancen for skattelettelser frem for at stå stejlt på principperne, afviser debatredaktøren:
»Så er man bare stemmekvæg, hvor man lader regeringen 'divide and conquer'. For dét er deres strategi. Og så kommer blå blok til at være medansvarlig for store skattestigninger,« lyder det fra Joachim B. Olsen, der tilføjer:
»Det er ikke et spørgsmål om, at man ikke skal gå ind i forhandlingslokalet og kæmpe for skattelettelser, men det er altså ligeså vigtigt, at man kæmper imod skattestigninger.«
Det vides endnu ikke, hvornår regeringen præcist vil indkalde til finanslovsforhandlinger. Men det bliver en gang i oktober, har finansminister Peter Hummelgaard (S) tidligere sagt.
Og Joachim B. Olsen har ikke høje forventninger til oppositionen.
»Jeg tror, at de er for svage til at sætte sig imod. De kan godt puste sig lidt op, men det er som om, de ikke gider gå ind i de realpolitiske kampe, når det kommer til stykket.«