»Kære dieselkunde – tak for besøget!«

Sådan lyder den usædvanligt venlige besked til en tyv, som natten til tirsdag stjal diesel fra lastbiler tilhørende Provider, der er en materieludlejningsforretning.

I et Facebook-opslag kræver den nordjyske virksomhed nu, at tyven betaler for den stjålne diesel.

Indehaver og direktør Jesper Kjelgaard kalder til B.T. episoden for godt og grundigt »træls.«

»Vi har drevet den her forretning i over ti år, og det er først i år, 2026, at vi oplever den her slags dieseltyveri. Og nu er det vel nok sket seks-syv gange. Prisstigningerne gør nok, at nogen motiveres til at gå ud og stjæle det, vil jeg tro.«

Jesper Kjelgaard fortsætter:

»Det er både træls og ærgerligt. Dels fordi vi jo her havde en lastbilschauffør, som skulle meget tidligt afsted her til morgen, fordi vi har lovet vores kunder, at vi har grej fremme på byggepladsen, inden de møder.«

»Men det er også trælst fordi, folk ikke kan kende forskel på dit og mit. De høje priser rammer jo desværre os alle. Og denne gang har tyven stjålet diesel for godt et par tusinde kroner,« siger Kjelgaard.

Et kig i Nordjyllands Politis døgnrapporter viser, at dieseltyve også har været på spil flere andre steder i Nordjylland den seneste måned:

  • Den 24. september: Tyve skaffede sig adgang til to entrepreænørmaskiner og tappede dem begge for store mængder diesel.

  • Den 19. september: Store mængder diesel blev stjålet i Jammerbugt kommune. Gerningsmanden kom afsted med ca. 2.000 liter olie fra en nedgravet olietank.

  • Mellem den 8. og 10. september: Omkring 250 liter olie blev stjålet fra en traktor, der stod parkeret i en hal ved Præstbo.

  • Den 2. september: En gerningsmand brød ind i en skurvogn ved Dybvad og stjal en traktornøgle og cirka 40 liter dieselolie.

De seneste dage har B.T. sat fokus på, hvordan de stigende dieselpriser får danskere til at købe billigere brændstof på det sorte marked.

I september lå dieselpriserne i landsgennemsnit på 19,10-19,22 kroner/liter. Sidste år var literprisen på diesel 14,39 kroner, ifølge benzinsignal.dk.

Ifølge Peter, der selv sælger brændstof på det sorte marked, og som B.T. er kommet i kontakt med gennem en lukket Facebookgruppe, er de høje priser med til at gøre stjålet diesel mere attraktivt. Det samme vurderer Jesper Kjelgaard.

'Peter' har solgt diesel i en lukket Facebookgruppe. De stigende priser presser danskere ud i på det sorte marked. Foto: Mathias Svold og Liselotte Sabroe

Selv understreger Peter over for B.T., at han ikke sælger stjålet benzin. Men han er bekendt med, at andre fra hans lokalområde i Nordjylland gør det.

»Jeg kan fortælle så meget, at jeg ved, der er mange, der kører rundt og stjæler dieselolie hos bønder, landmænd og så videre. Det er kommet i høj kurs og bliver handlet med, fordi det er så dyrt,« siger han til B.T.

»Folk vil hellere købe stjålet dieselolie til et sted mellem syv og ni kroner, hvilket er under halvpris af tankstationspriserne.«

B.T. har ikke haft mulighed for at efterprøve Peters påstande om, hvorfor folk stjæler diesel eller benzin. 

Peter er et dæknavn, B.T. har givet vedkommende, da der er tale om ulovlig handel. B.T. er bekendt med personens fulde identitet.

Prisstigningerne for brændstof er bundet op på prisen på olie, der er forhøjet på grund af krige og konflikter flere steder i verden, hvilket har skabt en global mangel på brændstof.

Særligt uroen omkring Hormuzstrædet har presset priserne op.