Den tidligere mangeårige TV2-studievært Jes Dorph-Petersen, der selv både er en fremtrædende journalist og en kendis, som interesserer den kulørte presse, går nu til angreb på Ekstra Bladet og dets chefredaktør Poul Madsen.

Anledningen er dagens udgave af Ekstra Bladet, hvor bladets underholdningschef Lise Bondesen selv skriver om sin tid på Se og Hør fra 2007-2013, hvor hun også benyttede sig af oplysningerne fra 'tys-tys-kilden'.

På avisens bagside kalder chefredaktør Poul Madsen Lise Bondesens artikel 'En modig bodsgang'. Og det er det, der har fået Jes Dorph til at fare i tasterne på Facebook:

'Idag anvender Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen hele bagsiden på sin egen avis til at rose en af sine egne kolleger for det, Madsen kalder "en modig bodsgang". Han svinger sig endda op til at formulere det som "et væsentligt samfundsmæssigt bidrag". Det synes jeg ikke det er.. tværtimod. Der er meget mere tale om en NØDVENDIG tilståelse fra et menneske, der hidtil har haft held til at skjule sine enorme fejltagelser og sin sikkert permanent dårlige samvittighed - men som nu er tvunget til at lægge de beskidte kort på bordet,' skriver Jes Dorph-Detersen.

'Poul Madsens ærinde er, at hans egen underholdningschef, den tidligere nyhedschef på Se & Hør, Lise Bondesen i dag åbner op for, hvordan ugebladet i årevis systematisk og bundulovligt sniffede sig elektronisk til en DDR-lignende overvågning af adskillige kendte danskere - blandt dem en tidligere statsminister og medlemmer af kongehuset. Det gjorde Se & Hør - som vi ved idag - i en væmmelig konstruktion, ledelsen på bladet selv havde lavet i et formaliseret samarbejde med en mand, der via sit job kunne hacke sig ind på ofrenes kreditkort. Og derefter modtog sorte penge af Se & Hør for sin ydelse. Uge efter uge - år efter år.'

'Idag tilstår Lise Bondesen, at hun i cirka 7 år har været klar over, at dette informations-svineri var hverdagen på Se & Hør. Hun fortæller ganske farverigt, hvordan kollegerne jublede euforisk over, at 'det på den måde lykkedes at tage røven på to fremtrædende medlemmer af den kongelige familie' - om dengang i 2008, da Se & Hør ved hjælp af hævekort-kvitteringer fra Prinsesse Marie kunne fortælle os andre, hvor prinsesseN og prins Joachim holdt deres ellers hemmelige bryllupsrejse. Lise Bondesen har selv skrevet den fire sider lange forklaring idag i Ekstra Bladet, hvor vi læsere i en tone, der er en erindringsbog værdig, føres gennem hele hendes journalistiske karriere fra hun var ung journalist på Aller til idag, hvor Lise Bondesen langt om længe har fået tændt sit indre moralske lys.'

'Hun har selv skrevet hele sin version af sagen - derfor bliver der ikke formuleret et eneste modspørgsmål, som der ellers i den grad er behov for at Ekstra Bladet kunne stille sin egen underholdningschef idag. En af de hovedanklagede i en mega-skandale har dermed været researcher i sin egen sag - og selv forfattet sit eget forsvar. I en avis, som ellers slår sig op på at stille de anklagede til ansvar med journalistisk integritet og faglighed. En avis, der om nogen ofte anklager faggrupper for nepotisme og misforstået kollegialitet. Og som i denne sag står tilbage som et forpjusket foreningsblad, der danner kreds om sine egne med en enestående historisk og (u)journalistisk særbehandling.'

Lise Bondesen bruger mange spalter på at fortælle, hvordan de skiftende chefredaktører var fedtet ind i sagen - men om sin egen passive rolle skriver Lise Bondesen kun dette: 'Først i det sene efterår 2012 slog jeg omsider i bordet og fik banket ind i hovedet på Se og Hør, at nu skulle det slutte. Og det gjorde det - så vidt jeg ellers er orienteret.' Sådan har den øverste leder på Danmarks såkaldt "journalistiske vagthund" idag valgt at præsentere og vinkle forklaringen fra en en de hårdest belastede personer i den største journalistiske skandale i nyere tid. "Et væsentligt samfundsmæssigt bidrag", som Poul Madsen formulerer det. Om en enetale fra en af hans egne. En, han selv har ansat. På sin egen avis,' Jes Dorph-Petersen.

Jes Dorph-Petersen var fra 1991 til 2011 studievært på TV 2 Nyhederne, og er mange gange kåret som den bedste TV-vært. Fra 2012 er han ansat på Viasat, hvor han er vært på kanalens UEFA Champions League udsendelser, og han har også for nylig skabt opmærksomhed med selvbiografien 'Dorph - historier fra den anden side.'

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Poul Madsen.
.