Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, skal til samtale i Udenrigsministeriet.

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Det skyldes Ruslands annektering af fire ukrainske regioner. Der er tale om Luhansk, Donetsk, Kherson og Zaporizjzja.

- Danmark vil aldrig acceptere Ruslands forsøg på at ændre Ukraines landegrænser med militær magt. Det budskab skal stå helt klart for Kreml.

- Derfor har jeg har besluttet at indkalde Ruslands ambassadør til samtale, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i pressemeddelelsen.

Kofod kalder annekteringen "helt forrykt".

Indbyggerne i de fire regioner har med få dages varsel fået besked om, at de skulle til folkeafstemning om indlemmelse i Rusland. Folkeafstemningerne blev afviklet hen over sidste weekend, men er blevet bredt fordømt fra store dele af resten af verden.

USA, EU og en række andre internationale aktører anser folkeafstemningerne for at være i strid med folkeretten.

Der er blandt andet kommet meldinger om, at borgere i regionerne er blevet opsøgt på deres bopæl af bevæbnede folk i uniformer for at få dem til at stemme.

Jeppe Kofod mener, at afstemningerne savner legitimitet. De strider med folkeretten og "alle de værdier, vi står for", lyder det.

/ritzau/

Opdateres...