Jens Rohde har meddelt Folketinget, at han fra dags dato ikke længere repræsenterer Kristendemokraterne.

Det oplyser fungerende formand for Folketinget Karen Ellemann (V) til Ritzau.

Dermed er Kristendemokraterne ikke længere repræsenteret på Christiansborg.

»De har sommergruppemøde i weekenden, så det er bedre at få revet plastret af,« siger Jens Rohde selv om beslutningen.

»Det er ikke en smækken med døren. Det er, som vi hele tiden har aftalt det. Der er ikke flere forhandlinger. Man kan ikke nå at indgå flere forlig.«

Jens Rohde meddelte allerede i maj, at han ikke genopstiller til Folketinget.

Det skete, da den mangeårige politiker havde været medlem af Kristendemokraterne i godt et år.

Forinden var han en del af Radikale Venstre. Et parti, han sprang over til efter årtier i Venstre, for hvem han har siddet både i Folketinget og i Europa-Parlamentet.

Men nu er det altså slut med politik.

Det gjorde den 52-årige jyde klart, allerede da han i foråret varslede sit farvel til Folketinget.

»Jeg er 52 år. Og jeg vil noget uden for politik. Noget med et lavere konfliktniveau, end der er i politik,« lød det dengang.