Jens Rohde, der lige nu sidder i Europaparlamentet for Venstre, var i perioden 2001-2006 Venstres politiske ordfører. På det tidspunkt var Anders Fogh Rasmussen statsminister i Danmark. Om den periode siger han: »Vi var med til at skabe et monster«. I går i DR2 programmet ’Vi ses hos Clement’ uddybede Jens Rohde, at det omtalte monster er Dansk Folkeparti.

»Det jeg hentyder til er Dansk Folkeparti. Nu er det ikke sådan, at jeg har noget imod Dansk Folkeparti. Det jeg har noget imod er, at vi alle sammen prøver at ligne Dansk Folkeparti,« siger Jens Rohde til Clement Kjersgaard.

Jens Rohde fortæller herefter, at Dansk Folkepartis fremgang skyldes, at alle partierne har for travlt med at løbe efter Dansk Folkepartis dagsorden. Når folk så skal til stemmeurnerne, så kan de ligeså godt tage den ægte vare frem for en light-udgave. Han fortæller, at Venstre i hans periode som politisk ordfører, var nødt til at lave stramninger på udlændingeområdet, men at Venstre af og til gik for langt i deres samarbejde med Dansk Folkeparti, og at det har været med til at starte et normskred, der har vokset sig større og større.

Her uddyber Jens Rohde, at hans eget parti, Venstre, ikke må bliver en kopi af Dansk Folkeparti.

»Jeg synes det er et normskred, når folk med deres navns nævnelse stiller sig op og siger, at de gerne bidrager med benzin til at brænde et asylcenter af. Før var det noget, som folk gjorde anonymt, men nu er man næsten stolt af, at man tør sige det. Jeg synes også det er et normskred, hvis vi har politikere i folketinget, der kan udtrykke forståelse eller forventning om, at hvis vi ikke føjer den indre svinehund, så bliver der brændt bygninger af,« siger Jens Rohde og fortsætter med at fortælle, at der er stor forskel på, hvordan politikerne reagere på intolerante udtalelser i befolkningen:

»Det sjove er, at hvis det er en muslim, der kommer med udemokratiske udtalelser eller siger noget, som indbefatter en form for opfordring til vold, så kaster politikerne sig over det med det samme og siger, at alle muslimer skal gå ud og tage afstand. Som politiker skal man aldrig nogensinde være tolerant overfor det intolerante. Hvad enten det bliver sagt af en muslim eller en dansk højrerabiat, « uddyber Jens Rohde.